Jens Stage

Stage før FCM: Vi skal vise, at vi er det bedste hold

Søndag kl. 18.00 går det løs med TOPBRAG mod FC Midtjylland i Telia Parken. Og Jens Stage glæder sig ligesom alle andre til den store kamp.

”Det bliver helt sikkert endnu engang en fantastisk kulisse inde i Telia Parken, som det var i går i Europa League. Vi ved alle sammen godt, at det er en særlig kamp, der venter. FC Midtjylland ser skarpe og stærke ud, så vi skal ud og matche deres udtryk og energi på vores hjemmebane. Og vi skal vise, at vi er det bedste fodboldhold, for vi er den største klub, og derfor skal vi også være de bedste,” siger Jens Stage.

Topkamp for første gang
Den tidligere AGF’er har i sin korte tid i København prøvet lidt af hvert både i 3F Superligaen og i Europa. Søndag bliver igen noget nyt for den 22-årige midtbanemand.

”Jeg har været så heldig allerede at opleve de store kampe i København. Og det har virkelig været nogle fede måneder, siden jeg kom hertil. Der har været et par kampe, der stikker helt ud, og som man ikke lige glemmer foreløbig. Men at spille topkamp i 3F Superligaen, det kan jeg ikke prale af at have prøvet før! Men det bliver fantastisk, og vi skal ud med masser af spillelyst og gåpåmod. Vi ved, at vi kan spille hurtigere på den sidste tredjedel af banen, end vi gjorde i går. Men vi skal stole på os selv, for vi ved, at vi har de kvaliteter, det kræver at få en sejr.”

Kan næsten ikke vente
Endnu engang kører Dobbeltdækkeren på Sektion 12 i to etager, både nedre og øvre B-tribune. Og det syn og den stemning ser Stage særligt frem til.

”Selvom man koncentrerer sig om sit spil på banen, så betyder det bare ufatteligt meget at mærke den opbakning. Det er sådan noget man drømmer om, når man starter som fodboldspiller. Og jeg kan næsten ikke vente på, at det bliver søndag!” slutter Stage.

>> Find din plads til TOPBRAGET i TELIA PARKEN her

>> 2-kampspakken til Kiev- og Malmö-kampen fås her