Viktor Fischer

Kampreferat: Skidt 2. halvleg kostede dyrt

Det øsede ned fra en gråtung himmel, da spillerne ankom til stadion, men da kampen gik i gang, skinnede solen behageligt. Ståle og trænerteamet startede med de samme elleve som mod Nordsjælland for en uge siden, og vi satte os tidligt på spillet.

Efter et par tilløb til chancer fik vi den første gode mulighed efter 12 minutter, da Ankersen afsluttede fra udkanten af feltet, men lige på Nicolai Flø i Vendsyssel-målet.

Kort efter sendte en fin Bjelland-fremlægning Viktor Fischer alene igennem, men han blev vinket offside.

Herefter fik hjemmeholdet en god periode på 5-6 minutter, hvor Thorsteinsson ramte overkanten af overliggeren fra kanten af feltet, men inden det blev til mere, slog vi til i den anden ende.

Zeca erobrede en bold lidt inde på egen halvdel, og Fischer lagde en flad bold frem i banen, som N'Doye - der stod klart offside - lod være, så den fremstormende Robert Skov kunne løbe fri. Og han satte den køligt med en præcis inderside, men hjemmeholdet forgæves protesterede for frispark, da Zeca erobrede den.

Lidt før den halve time fik Falk en ret stor chance, efter Fischer stjal bolden på baglinjen, men han ramte den skævt, og Thomsen fik heller ikke styret skæverten i den rigtige retning.

Kort før pausen afsluttede Ankersen et mønsterangreb med et skud, der blev blokeret til hjørne, og inden pausen nåede Skov og Fischer også at få et par udmærkede skudchancer, men uden at ramme målet.

Så uden at det decideret sprudlede, var vi i fin kontrol og kunne gå veltilfredse til pausen - bortset lige fra, at Fischer kom til skade i overtiden og måtte humpe ud og lade sig udskifte med Pieros fra 2. halvlegs start. Desuden byttede Thomsen og Falk pladser efter pausen.

Det virkede snart som om, hjemmeholdet havde mest energi med ud fra omklædningsrummet, mens vi ikke rigtig kunne finde takterne fra før pausen.

Zeca blokerede en ganske god mulighed til Thorsteinsson, og efter en lille times tid fik Adekoya en stor chance på kontra, men Vavro nåede flot ned og tacklede ham på kanten af feltet.

Vi slap med skrækken, men vores spil var underlige uroligt og urytmisk, og vi lagde slet ikke samme pres på dem som tidligere.

Midt i halvlegen slap Adekoya igen helt fri i feltet, men afsluttede svagt lige på Joronen, og kampen foregik nu mest på deres præmisser, uden at vi rigtigt havde noget modsvar.

Og et kvarter før tid blev det straffet. Joronen strøg ud i feltet og lige uden for nedlagde han Ogude og indkasserede en advarsel - og et frispark på kanten af feltet. Thorsteinsson gik til bolden, og med et fladt spark sendte han den forbi muren og uden for Joronens rækkevidde til 1-1.

Bare tre minutter efter kostede en ny personlig fejl dyrt. Boilesen mistede bolden til Ogude ude på kanten, og han løb ned og spillede Morten Knudsen fri i feltet, og han prikkede bolden fladt ind i det lange hjørne til 2-1.

Men ti minutter igen plus det løse, var der stadig tid til at udligne, men vi skulle helt hen til de sidste minutter, før vi lagde tryk på dem. Og den eneste egentlig chance for at udligne kom i fjerde minuts overtid, men den var til gengæld også stor: N'Doye headede et indlæg videre i feltet, Falk snittede den videre til den helt fri Pieros, som sendte en blød inderside lige i favnen på Flø.

Et ærgerligt punktum på en præstation, der var langt under niveau i de sidste 45 minutter.