Bashkim Kadrii

Bashkim Kadrii solgt til OB

F.C. København er blevet enige med OB om en transferaftale, der sender Bashkim Kadrii tilbage til klubben, han kom til FCK fra i sommeren 2014

”Bashkim startede rigtigt stærkt hos os med nogle afgørende mål mod Dnipro og Brøndby. Som bekendt blev han desværre alvorligt skadet og var efterfølgende udlejet nogle gange for at få kamptræning," siger Ståle Solbakken.

"Selvom Bashkim ikke lykkedes med at erobre sin plads tilbage i FCK, så er han fortsat en rigtig dygtig spiller, som har været professionel og dedikeret gennem sin tid i klubben. Vi ønsker ham alt det bedste i Odense."

Bashkim ser selv frem mod en ny chance i OB:

“Jeg har haft det rigtigt godt i FCK, hvor jeg fik en rigtig god start, men så fik en alvorlig skade. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over, for jeg føler, at det kunne være gået anderledes, hvis det ikke var sket."

"Men i FCK er konkurrencen bare benhård, og klubben havde fundet andre til mine positioner, da jeg var klar igen, hvilket er helt fair."

"Jeg har haft fede oplevelser med FCK, men nu glæder jeg mig meget til at komme tilbage til OB og spille en masse fodbold. Der skal lyde en tak til alle i FCK og ikke mindst fansene, som jeg altid har fået en fantastisk opbakning fra,” siger Bashkim.

Alle i F.C. København takker Bashkim for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.