Ståle: En god og professionel præstation

"Vi fik en rigtig god start på kampen, og i lange perioder holder vi fint tempo, men der er også perioder, hvor det ikke lykkes. Men alt i alt en god og professionel præstation af et hold, der ikke har spillet så meget sammen, men som løste opgaven godt. Der var mange af dem, der trængte til en hel kamp, og derfor kørte vi også på efter pausen," sagde Ståle efter 5-0-sejren over Stjarnan, inden han sætte ord på nogle af enkeltpræstationerne.

"Kenan løber altid meget og er en rigtig holdspiller, nogen gange måske endda lidt for meget, men i dag kom han til mange chancer og lavede også tre mål ud over sit store løbearbejde. Han lå også mere alene på top i dag, hvor Fischer lå lidt bag ham før pausen, og efter pausen ændrer vi formation, hvor han stadig ligger på top. Men han er en rigtig "fox in the box" og er måske lige nu bedst som ene-angriber, ligesom N'Doye i søndags, fordi de to og Fischer er kommet relativt sent ind på holdet," vurdere Ståle.

Også Mads Roerslev var i fokus, da han lagde op til fire af de fem scoringer:

"Både Mads og Carlo er spillere vi forventer os meget af, og det var Mads' tredje start i seks kamp denne sæson - og klart hans bedste. Offensivt er han rigtig stærk, men hans udfodring er at fungere i den kollektive defensiv, når der bliver spillet stærkt."

Nu venter en modstander af en lidt anden kaliber, når vi skal til Sofia og måde CSKA næste torsdag:

"Det bliver noget helt andet, for det kan godt være lidt af en heksekedel at spille foran deres fans, og de er et stærkt hold, der er gode offensivt, og som sjældent taber. Så det skal nok blive to tætte kampe," forudser Ståle, som dog i første omgang retter blikket mod søndagens udekamp kl. 16 i Odense.