Mads Roerslev

Kampreferat: Så er vi i gang

Traditionen tro var der på dette tidspunkt af opstarten planlagt med stort set at skifte hele holdet i pausen, og derfor skal man ikke lægge alverden i, hvem der officielt var i startopstillingen.

Vi satte tidligt et godt og højt tempo mod vejlenserne, og allerede efter otte minutter scorede Jonas Wind til 1-0 - efter at Pavlovic kort forinden havde haft en udmærket hovedstødschance, som Vejle-keeper Hagelskjær tog sig af.

Opspillet til det første mål kom fra "de unge" på højrekanten - Carlo Holse spillede Mads Roerslev i højre side, og han fandt Jonas midt i feltet, hvor han tæmmede bolden og sparkede den hårdt og fladt ind. 

Otte minutter senere var U19-angriberen på pletten igen, da et højt pres på forsvaret gav Carlo mulighed for at erobre bolden og spille Jonas i feltet, og så satte han igen i netmaskerne med en præcis afslutning. Synd for farmand Per, at han allerede i går tog til Dubai for at forberede træningslejren, men han kan håbe på, at sønnike får chancen dernede også.

Vi fortsatte med et højt og aggressivt pres på vejlenserne, som dog havde enkelte kontraer og tilløb til chancer, men forsvaret kom godt i vejen, når de forsøgte sig. Pavlovic og Thomsen havde et par afslutninger, men måtte se sine skud blokeret, og Boilesen testede også Hagelskjær med et godt skud fra spids vinkel efter at Uros Matic havde lavet lækkerier i opspillet.

Efter 37 minutter blev det 3-0, da Thomsen lagde en bold tilbage, som Carlo havde slået ind i feltet - og serberen bankede den fornemt i netmaskerne.

Efter pausen kom der 10 nye spillere på banen, hvor kun Carlo fortsatte - og formationen hed nu Robin - Ankersen, Luka Racic, Lüftner, Bengtsson - Kusk, Zeca, Gregus, Henrik Bellman - Santander, Carlo.

Vi skabte en del muligheder i indledningen, men manglede den sidste skarphed, inden Santander fandt vej til netmaskerne efter godt forarbejde af Kusk og Ankersen, inden sidstnævnte fra baglinjen fandt paraguyaeren inde foran mål.

Midt i 2. halvleg måtte Santander desværre til behandling efter et indlæg fra Henrik Bellman i venstre side, der flere gange trak applaus for finurlige træk og driblinger. I første omgang kunne Santander fortsætte, men lidt efter måtte han udgå med smerter i højre knæ - og nu krydser vi bare fingre for, at de kommende undersøgelser ikke afslører noget alvorligt!

Jonas Wind kom ind igen og var mod slutningen tæt på at lave hattrick, da han bankede bolden på overliggeren efter forarbejde af Kusk. På det tidspunkt havde Vejle været oppe og sende et par afslutninger afsted, men ikke noget der for alvor lignede en reducering.

Carlo Holse fik derimod bolden over stregen i slutminutterne, men der var forinden vinket offside, og derfor sluttede det med den komfortable 4-0-sejr, som man naturligvis ikke skal lægge alverden i. Vejle er også meget tidligt i forberedelserne og skiftede også flittigt ud med unge spillere og flere prøvespillere.

Nu går turen til Dubai fredag eftermiddag, og så venter tre testkampe, inden holdet vender hjem den 31. januar og lader op til det vigtige pokalderby den 4. februar.