Bård Wiggen

Bård Wiggen

Bård Wiggen blev den 22. november 2017 præsenteret som ny assistenttræner i F.C. København fra 1. januar 2018 og med en aftale til sommeren 2020. Han afløser Johan Lange, der vendte tilbage på fuld tid som Teknisk Direktør efter i en periode at have varetaget assistenttræner-funktionen efter Brian Priske stoppede.

Bård Wiggen var tidligere assistenttræner for Ståle Solbakken i F.C. København fra 2008 til 2011, og han og Ståle tog den norske P-træneruddannelse sammen.

Bård Wiggen har en aktiv spillerkarriere i blandt andet Rosenborg, hvor han har vundet både mesterskab og pokal, og han har også spillet i Strømsgodset. Efter han stoppede spillerkarrieren arbejdede han både som cheftræner og trænerassistent samt som spillerudvikler i IK Start. Inden han kom til København i 2008 var han i fire år assistenttræner for det norske U-19 landshold.

I 2011 fulgte han med Ståle til FC Köln i Bundesligaen, og da de blev fyret i 2012 vendte han tilbage til Norge og fortsatte karrieren. Først som assistenttræner i Lillestrøm og siden i Rosenborg og Molde, inden han blev sportschef i Viking. En funktion, han varetog indtil skiftet tilbage til København.

”Jeg havde en fantastisk tid, da jeg senest var i København, så jeg ser meget frem til at komme tilbage til både klubben og byen. Jeg kender Ståle og en stor del af staben indgående, og det vil hjælpe mig til at komme hurtigt ind i tingene. Jeg har været væk fra trænergerningen i lidt tid, men er meget motiveret for at vende tilbage til træningsbanen og gøre hvad jeg kan for at hjælpe klubben til at opnå sine mål. FCK er Nordens største klub og har en spændende trup og et stærkt sportsligt setup. Det er jeg meget glad for, at jeg snart kommer til at blive en del af,” sagde Bård Wiggen i forbindelse med hans tilbagevenden.