Watch: Copenhagen's letter to UEFA

Hørsholt: Endnu en stor europæisk aften

Det har været et fantastisk flot europæisk efterår i København.

Senest i går med over 32.000 tilskuere i Telia Parken til en intens kamp mod FC Porto, hvor holdet igen viste, at de har det, der skal til på den internationale scene. Det har de vist gang på gang i dette efterår, og ser vi på fakta, så kalder de på stor anerkendelse af spillerne og trænerstaben: 

Vi har mødt blandt andre de engelske mestre, de belgiske mestre, de cypriotiske meste, de rumænske mestre og et stærkt europæisk hold som FC Porto. Det har givet fem sejre, fem uafgjorte og bare ét nederlag. Det kom ude mod de engelske mestre fra Leicester. På hjemmebane er vi ubesejrede hele efteråret og har ikke lukket et eneste mål ind... 

Men jeg har ikke kun været imponeret af præstationerne på banen. 

Uden for banen er Champions League altid en kæmpemæssig og enormt spændende udfordring for os, fordi det presser hele organisationen i klubben til at levere maksimalt på alle parametre. Det har vores medarbejdere løst med grundig forberedelse og hårdt arbejde fra morgen til nat – gang på gang – og uden at tøve. 

Og det er alt det hårde arbejde værd, fordi de aftener i København er helt magiske for alle os, der elsker F.C. København. Det kunne de aldrig blive uden alle jer, der arbejder mindst lige så hårdt på at skabe rammer af international klasse omkring kampene. I går mærkede vi det ikke mindst, da spillerbussen ankom via Øster Allé til en vild og flot velkomst. Tifo-gruppen har igen vist, at de hører til på den allerøverste hylde inden for deres felt med kreativitet, ambitioner, hårdt arbejde og modet til at gå efter at være de bedste. Kamp efter kamp har opbakningen været stærk og det fortjener respekt fra vores side. I skal have en stor tak alle sammen. 

Der har været meget snak om billetpriserne. Var de for høje? Det mente mange, og vi lytter naturligvis altid grundigt til vores fans. Vi tager jeres pointer med i vores evaluering og glæder os over, at vi allerede nu ved, at vi har flere europæiske kampe at se frem til efter nytår, hvor vi vil finde en god løsning på det område. For det er jo langt fra slut endnu med det europæiske eventyr. Vi har stadig chancen for at gå videre fra gruppen til Champions League-kampene, mens vi er sikret en plads i Europa League, og dermed har vi indfriet vores mål. Det kræver en sejr over Club Brugge og at FC Porto ikke slår Leicester City FC, men vi går selvfølgelig efter det største, selvom oddsene ikke er på vores side. 

Sammen skriver vi historie både på og uden for banen i denne tid. Der sættes nye standarder på tribunen og på banen. Det er de store øjeblikke, dem vi husker i årene, der kommer, vi kalder frem i denne tid. 

Tak for støtten. 

Anders Hørsholt