Ståle: Professionelt gennemført kamp

Efter aftenens kamp på Seaview i Belfast fik FCK.DK en hurtigt snak med Ståle Solbakken, inden hele flokken stak af til lufthavnen: 

 
- Det var en godt gennemført kamp. Det var lidt svære forhold med al den regn, for banen blev meget hurtig – og vi så også en masse bolde, der løb ud over sidelinjen. Crusaders gjorde det godt, og de var – som vi vidste – meget fysiske, og de har jo også leveret gode europæiske resultater på hjemmebane. 
 
- Men vi får et tidligt mål, og det giver os ro på spillet. Vi skaber nogle store chance som vi desværre misbruger, men de har også deres chancer. Vi kommer så på 2-0 inden pausen, og kort efter pausen bliver det 3-0. Alt i alt var det en professionelt gennemført kamp, og jeg kan godt konstatere, at vi har et godt udgangspunkt inden returkampen i Telia Parken på tirsdag. 
 
FCK.DK fik også en et par kommentarer fra en flok tilfredse spillere: 
 
Robin Olsen 
- Der var ikke så meget at lave, og det der kom, det havde jeg OK styr på. Jeg synes vi spiller en fin kamp, og med tanke på, at vi vinder 3-0 og at jeg holder nullet, er jeg selvfølgelig meget tilfreds med resultatet. 
 
Rasmus Falk 
- Jeg synes vi fik en lidt blandet start, men efterhånden får vi kontrol med kampen – og det hjælper selvfølgelig også med et tidligt mål. Så en god start fra os. Jeg synes selv, jeg scorer et fint mål, og det var dejligt at få 90 minutter og komme på tavlen i den første kamp. 
 
Thomas Delaney 
- Vi gjorde hvad vi skulle. Vi laver nogle fejl, men alt i alt synes jeg vi leverer en OK kamp. Så jeg er tilfreds med kampen, og ikke mindst med at vi vinder 3-0 og holder nullet. 
 
Ludwig Augustinsson 
- Vi spiller en fin kamp og gør hvad vi skal. Vi holdt nullet og scorede tre mål, men vi ved også godt, at vi kan spille meget bedre end det her. Men skønt at være tilbage, og skønt at det blev med en sejr. 
 
Andreas Cornelius 
- Vi fik hvad vi kom efter. En sejr! Vi havde snakket om, at vi meget gerne skulle holde nullet og score minimum et mål, og med en 3-0 sejr må vi sige, at det lykkedes, og at vi nu har et godt udgangspunkt inden returkampen i næste uge. Vi kunne nok godt have vundet større, men sejren er komfortabel og det ser godt ud. Om mit eget mål må jeg rose indlægget, og så får jeg god fart på mit hovedstød. Dejligt at komme på måltavlen! 
 
Lodtrækningen til 3. runde finder – pudsigt nok – sted inden returkampen. Der trækkes lod til 3. runde på fredag.