Christian Poulsen præsenteres mod Esbjerg

Christian P: Derby betyder rigtig meget for rigtig mange

Der er meget at spille for, når vi går på banen til udederbyet. Det mener Christian Poulsen, der især ser kampen som en mulighed for at få holdt forspringet til de nærmeste forfølgere i tabellen. 

- Det er klart, at vi gerne vil have overtaget i forhold til Brøndby. Men når det så er sagt, så er der også den faktor, at vi med en sejr kan holde dem fra afstand. Selvfølgelig har der været talt meget om, om vi kunne komme op til midtjyderne, men lige nu – og med sidste resultat i tankerne – så handler det også om at holde afstand til forfølgerne. Både Randers – men også Brøndby og AaB. Så på mange måder er det en rigtig vigtig kamp, siger Christian Poulsen, der samtidig mener, at en sejr over Brøndby vi betyde meget mere end blot de ændringer, der måtte komme i tabellen.

- For os – og med den rivalisering, der er, og fordi vi ved, at det betyder så meget for fansene – er det kampe, man gerne vil komme godt ud af. Det betyder som sagt rigtig meget for rigtig mange mennesker, som bakker os op, at vi præsterer – så derfor har de her kampe også en rigtig stor betydning for os. Vi vil gerne fortsætte den gode statistik, vi har i denne sæson mod Brøndby. Det er kun tre point, vi spiller om – men på mange måder er det jo meget mere end blot tre point, afslutter Christian Poulsen. 

Kampen fløjtes i gang kl. 16.