F.C. København udlejer Mussis

F.C. København udlejer Mussis

Den argentinske midtbanespiller, Franco Mussis, udlejes med øjeblikkelig virkning til den italienske Serie A klub, Genoa CFC, for resten af sæsonen, såfremt lægetjek bestås og ansættelsesaftale underskrives inden for få dage.

- Vi må konstatere, at Franco har undervurderet den kæmpe opgave og udfordring der ligger i at skifte kontinent som ung fodboldspiller, og at han derfor ikke har været godt forberedt på det store skifte rent fysisk. Ligesom sprogbarrieren, kulturændringen og træningstilpasningen gør det endnu sværere for ham at kunne indfri hans og vores forventninger til ham som fodboldspiller i F.C. København på kort sigt, siger Manager Ståle Solbakken.

- Derfor har vi sammen med Franco, og hans rådgivere, foretaget en nøje vurdering i forhold til fremtiden for både klub og spiller. Vi tror stadig alle på, at hans talent kan give ham en god karriere i europæisk fodbold, men for at nå dertil, så er der brug for en mellemstation, hvor han vil have bedre muligheder for at tilpasse sig til europæisk kultur og fodbold. Hvor sprogbarrieren er mindre, men niveauet stadig er højt rent fodboldmæssigt. Og i Genoa CFC kommer han til en klub, som har stor erfaring med argentinske spillere, ligesom de stadig ikke er gået i gang med sæsonen, så Franco har mulighed for at nå at komme ind i en opstartsfase der. Og derfor er alle parter glade for den mulighed, som Franco nu kan få i Italien.

- Det er en løsning, som Franco selv er glad for, og for F.C. København er det her også den bedste løsning, da vi forhåbentligvis enten får en bedre akklimatiseret spiller tilbage i form, eller også gør en rigtig fornuftig forretning, hvis Genoa vælger at udnytte den købsoption, der er lavet i forbindelse med lejeaftalen, siger Ståle Solbakken.

22-årige Franco Mussis kom til København i sommerpausen fra Gimnasia La Plata og har foreløbigt spillet én kamp for løverne. Og den argentinske midtbanespiller glæder sig over den mulighed, han nu kan se frem til at få i Italien.

- Jeg skal være ærlig og sige, at det har været sværere for mig at starte i Danmark og København, end jeg havde regnet med. Og ansvaret for det er først og fremmest mit eget. Jeg ved, hvilken opgave der nu venter mig i Genoa og Italien, og jeg ved, det er en god mulighed for mig til at vise mig frem i Europa. Så jeg glæder mig meget over denne mulighed, og jeg håber, at jeg kan komme tilbage til København og vise mig fra min bedste side til næste sæson, siger Franco Mussis.