Johan Wiland: Manden på dagen

Johan Wiland: Manden på dagen

”Hvad der skal til for at ramme dagen? Nogle gange kommer du bare ud til en kamp og får den dér fornemmelse, at ingen kan score på dig. Du kan se det - de kan ikke score på dig. Det er en fantastisk fornemmelse.”

Johan Wiland lyser op. Han mener det, den afdæmpede svenske landsholdsmålmand, som i fire år har vogtet buret fast for F.C. København. En mand, som UEFA kårede som den bedste spiller i første runde af årets CL-turnering - efter storkampen mod Juventus. Altså sammen med Lionel Messi, som var den eneste, der fik lige så høje karakterer. Det var én af de dage.

 ”Det kan man bare ikke forklare. Du behøver næsten ikke bevæge dig, og bolden rammer dig alligevel. Jeg håber at få endnu et par af de dage i år,” smiler han.

Landsbydreng i København
Johan Wiland er ikke en type, der taler med store bogstaver. Han er vokset op på landet øst for Göteborg. Han trådte sine barnestøvler i Rydboholms SK i en by med godt 1.000 indbyggere. Herfra tog han som 16-årig turen til den nærliggende storklub Elfsborg, hvor han udviklede sig til en klassekeeper og vandt mesterskabet i 2006. I dag bor han i billedskønne Dragør på Amagers sydligste spids - med udsigt til Sverige.

”Jeg er vokset op på landet og er vant til ro, og derfor passer det mig fint at bo lidt uden for byen. Min kæreste og jeg kørte rundt et par gange i Dragør, og så synes vi, at det passede perfekt til os. Sådan er det, og det er ikke fordi det er tæt på Sverige på den måde, men det passer mig godt, at der er stille, roligt og hyggeligt,” siger Wiland afdæmpet.

Svenskeren har en sympatisk fremtoning. Netop stille og rolig, ikke så meget pjat. Seriøs og imødekommende.

”Jeg er ikke en person, som køber vildt dyrt tøj og den slags, jeg lever mere som et almindeligt menneske,” fastslår han.

Siden Wiland kom til København, har han spillet knap 150 kampe på førsteholdet, og han kan vel betragtes som den bedste målmand i klubbens historie, efter han i 2009 slog Jesper Christiansen af pinden.

”Jeg synes, det er gået rimelig godt. Og heldigvis er de fleste positive over det, jeg har lavet,” siger han.

Sådan har det imidlertid ikke altid været. I Midtsverige kom folk gerne op til spillerne i byen, hvis de mente, de havde spillet skidt.

”I Borås kender alle nærmest hinanden, og hvis du spiller fodbold, kan alle genkende dig . Du kan ikke gøre noget, uden folk ved det. Hvis vi havde spillet dårligt, kunne folk sagtens finde på at opsøge os med en bemærkning - ’shit, du var dårlig!’ Det er ikke det samme i København, som jo er en meget større by. Det kan jeg godt li’,” siger han.

Ved siden af fodbolden er Wiland også faldet fint til.

 ”Jeg synes, det er en fantastisk by, og jeg følte mig hjemme lige med det samme. Det første år var sproget lidt svært, men siden gik det fint,” siger Wiland på en let forståelig blanding af dansk og svensk.

Tryghed i PARKEN
F.C. København har haft mange dygtige svenskere igennem årene. Landsholdsspillere som Oscar Wendt og Marcus Albäck har spillet hundredvis af kampe i den hvide trøje, og det er en arv, der kan mærkes.

”Det føles ikke rigtigt som at komme til udlandet at lande i FCK. Der er selvfølgelig en del ting, som er forskellige til Sverige, men klubben har haft mange svenskere før mig, og det var nemt at komme ind. De kender os svenskere som mennesker,” siger Wiland med et fast blik.

Tryghed lader til at være en vigtig del af svenskerens liv. En rolig opladning inden kampene, gerne med en film og en tur med hunden i de hyggelige gamle gader i Dragør - en af landets smukke historiske landsbyer, hvis nogen skulle være i tvivl.

Op til de store kampe er trygheden desuden vigtig for hele holdet, mener Wiland. Han ser de store resultater, som F.C København har opnået under CL-kampe i Parken, i netop dét lys.

”Alt det arbejde, der bliver lagt i tifoen og de mange fans; alt det forplanter sig på banen. Du er simpelthen mere rolig ved at have bolden. Publikum hjælper dig et ekstra gear op,” forklarer han og tilføjer:

”Vi kan mærke, at storholdene ikke spiller helt så godt i PARKEN, som de gør på deres egen bane. De har det bedre med at have bolden på hjemmebane; de har lidt mere tryghed, og det er jo bare en fornemmelse, men det er altså svært at presse os i København,” siger Wiland.

Han påpeger, at han var lidt overrasket over, at Juventus fik så mange åbne chancer.

Heldigvis tog han sig af det meste på en aften, hvor første halvleg trods alt tilhørte F.C. København, der som bekendt fik 1-1. Realistisk set skal holdet nu bruge en sejr over Galatasaray for at gøre sig håb om en tredjeplads i puljen.

”Vi skal vise, at vi er et stærkt hold på hjemmebane. Det har vi vist mange gange før i Champions League, og det håber jeg, vi kan gøre igen,” siger han.

Spørgsmålet melder sig, om holdet kan tage tempoet med til Superligaen?

”Vi kommer selvfølgelig op i gear, men det er altså helt forskellige typer af kampe. Vi har ikke bolden nær så meget i Champions League, og det er især med bolden, at vi skal op i gear i Superligaen,” mener Wiland.

Den svenske landsholdsreserve har skrevet kontrakt med F.C. København frem til sommeren 2016, og han kunne fint forestille sig at afslutte karrieren i storbyen.

”Jeg har det rigtig godt her, og derfor er jeg glad for min nye aftale med klubben. Det er fantastisk, at de vil satse på mig,” siger han.

Alligevel trænger en anden idé sig på hos den stærke svensker fra Borås.

”Det er måske nok lidt en drøm at afslutte karreren i Elfsborg. Men det hele skal jo passe sammen. Både for mig og for dem.”

En ting er han imidlertid sikker på efter fem år i den danske hovedstad:

”Jeg kommer aldrig til at bo i Borås igen, så kommer jeg snarere til at bo i en lidt større by, og så må jeg køre lidt i bil. Men pt. tænker jeg ikke på min fremtid. Jeg tænker på at præstere i FCK,” fastslår Johan Wiland.

Denne artikel var i F.C. Københavns kampprogram til opgøret mod Galatasaray den 5. november. Der udkommer kampprogrammer til alle FCK's hjemmekampe, hvor du kan læse masser af statistik, klummer, artikler og meget mere.

>> Se hele kampprogrammet fra Galatasaray-opgøret her

Kampprogrammet koster 25 kroner og kan købes i PARKEN's boder. Sæsonkortholdere får dog udleveret kampprogrammet ganske gratis ved indgangen, når deres kort bliver scannet.