Kampreferat: FCS vs. FCK

F.C. København tabte tirsdag aften finalen i Copa del Sol. Spartak Moskva trak sig sejrrigt ud af opgøret på et mål scoret direkte på frispark efter 34 minutters spil. Kampen bød ikke på de store åbne muligheder for F.C. København, men Løverne var alligevel inde i kampen til det sidste minut.

Finalen i dette års Copa del Sol blev spillet på Estadio Municipal Cartegonova i byen Cartegena. Cirka 4.000 tilskuere var mødt op til opgøret mellem F.C. København og Spartak Moskva, der hver i sær havde kvalificeret sig til finalen efter tre indledende gruppekampe.

CV og trænerstaben havde valgt at ryste posen til aftenens kamp, og der var således kun to gengangere, Ragnar Sigurdsson og Christian Grindheim, fra søndagens kamp mod Shakhtar Donetsk. Der var kun 48 timer mellem de to kampe, og det havde altså betydet, at der var ni nye ansigter i startopstillingen. Blandt andet var der blevet plads til Yousseh Toutouh på højre midtbane og Mustafa Abdellaoue helt oppe foran ved siden af Morten Nordstrand.

1. halvleg blev generelt en lige affære. F.C. København lukkede fornuftigt af bagude og tillod ikke russerne afgørende muligheder for at bringe sig i front. Ligeledes blev der heller ikke givet ved dørene i den anden ende, men det lykkedes dog Løverne at komme til indlæg – uden dog at komme frem til kvalificerede afslutninger.

En undtagelse var dog midt i anden halvleg, hvor Youssef Toutouh akkurat holdt bolden på Spartaks baglinje. Han afleverede bolden bagud til Christian Gamboa, der i høj fart uimodståeligt rykkede forbi to russiske forsvarsspillere og lagde et fint indlæg mod bagerste stolpe. Her stod Pape Pate Diouf fri, og han kunne have scoret et fantastisk mål, hvis det var lykkedes ham at flugte bolden i mål i flyvende tilstand. Uheldigvis for ham og F.C. København fik han ikke ordentlig træf på bolden.

Anderledes heldig var Spartak Moskva i det 34. minut. På et frispark et stykke uden for feltet fik argentineren Nicolas Pareja skudt bolden forbi muren og ind i F.C. København-målet ved venstre stolpe. Umiddelbart så målmand Kim Christensen lidt uheldig ud ved målet, men det var der en forklaring på:

- Der står en angriber i vejen for mit udsyn, så jeg ville gerne have haft Gamboa til at skubbe lidt til ham, så jeg kunne se bolden. Det skete ikke, og derfor ser jeg først bolden, da den er forbi muren, og så er det for sent, sagde målmand Kim Christensen til FCK.dk efter kampen.

Kort efter havde F.C. København chancen for at svare igen, da Mustafa Abdellaoue tog bolden til sig og sendte Pape Pate Diouf af sted mod målet i venstre side. Diouf havde fart i støvlerne, men hans anden berøring fik bolden til at springe væk, og så var muligheden for at udligne forpasset.

I 2. halvleg åbnede kampen sig mere op, og der var flere halve chancer i begge ender. Den største tilfaldt imidlertid Spartak Moskva efter 57 minutter, da russerne fangede F.C. København-forsvaret ude af balance og fik sendt den tidligere Fenerbahce-angriber Emmanuel Emenike fri. Kim Christensen reddede dog mesterligt og holdt F.C. København inde i kampen.

Kort efter skiftede CV Dame N’Doye ind i stedet for Mustafa Abdellaoue, og det gav straks lidt mere tyngde oppe foran. Forinden var Grindheim gået ud til fordel for Claudemir. Og med et kvarter igen gik Diouf og Nordstrand ud, og ind kom César Santin og Martin Vingaard.

Udskiftningerne resulterede blandt andet i lidt mere direkte spil, idet F.C. København i sagens natur var tvunget til at komme frem ad banen, hvis de skulle gøre sig forhåbninger om at vende kampen og vinde turneringen.

Kampen gik mod slutningen af 2. halvleg fra den ene ende til den anden, og med lidt held kunne Dame N’Doye have scoret et klassemål. På et indlæg fra højre side pillede han kælent bolden ned med højrefoden, og han lagde han til afslutning i samme bevægelse, men skuddet gik et stykke forbi.

Det lykkedes altså ikke for F.C. København at udligne Spartak Moskvas føring fra 1. halvleg, og dermed kunne russerne lade sig hylde efter kampen som vindere af Copa del Sol 2012.

F.C. København fik også et trofæ med hjem, men mon ikke at det trods alt er træningskampene mod kompetente internationale modstandere og en lang række gode træningspas under særdeles gunstige forhold, som Løverne først og fremmest tager med sig tilbage til Danmark.

Læs CV’s reaktioner på kampen her.