Kampreferat: FCM vs. FCK

Det lykkedes til aften ikke F.C. København at få point i det midtjyske, da en flok sortklædte ulve leverede varen foran et rekordstort publikum på 11.194 tilskuere på SAS Arena. Via scoringer fra Michael Hansen og Mikkel Thygesen udbyggede FCM deres flotte hjemmebanestatistik og efterlod københavnerne pointløse ovenpå en pauver indsats.

F.C. Københavns cheftræner Hans Backe måtte til aftenens opgør atter se bort fra sin normale anfører Bo Svensson grundet karantæne, mens Peter Møller, der led af samme syndrom, også måtte se til fra tribunen. Derudover var Peter Christiansen og Álvaro ikke blevet deres respektive skader kvit, hvilket gav plads til Janne Saarinen og Michael Silberbauer i en startopstilling, der samtidig så Magne Hoseth helt i front med Jesper Bech placeret som venstremidt.

Hos FCM måtte Erik Rasmussen undvære Søren Skriver i midtjydernes bestræbelser på at udbygge deres fornemme hjemmebane statistik siden debuten på det nyopførte SAS Arena, med ti sejre og to uafgjorte i 12 hjemmekampe.

Bedømt på stadionspeakerens pudsige introduktion af aftenens aktører, var der lagt op til hård fight i aftenens strejkeudsatte kamp. Således blev der på bedste bokseamerikanske ring-side-manér fyret op under kedlerne på en måde, der ville få selv legendariske Kurt Thyboe til at løfte en anelse på øjenbrynet. Hos jeres udsendte blev det dog ved smilebåndet.

Kampens indledning afslørede, at det var to oplagte mandskaber, der stod overfor hinanden. Med fart i dybdeløbene og afleveringer fra begge mandskabers side blev et hæsblæsende tempo søsat. Intentionerne til at levere varen var således til stede, men der var dog indledningsvist langt fra handling til resultat, forstået på den måde at de store tilspillede chancer, var afløst af et par sporadiske skudforsøg fra distancen fra aftenens aktører.

Efter et kvarters spil måtte Magnus Kihlstedt lade sig udskifte grundet en skade. I svenskerens sted trådte Rabóczki, og han kvitterede straks med to stensikre indgreb på et par midtjyske dødbolde.

Som halvlegen skred frem overtog hjemmeholdet dog mere og mere styringen. Med oplagte Claus Madsen og Michael Hansen på midtbanen samt Zidan i front, tiltvang ulvene sig initiativet i kampen. Det udløste et par giftige muligheder, farligst et forsøg fra Smedegaard, der kunne have resulteret i mål, hvis ikke det havde været for en årvågen Rabóczki i målet.

Omvendt leverede F.C. København ikke det store fremadrettet, og de muligheder der var kunne sammenlagt ikke regnes for en hel. I det hele taget virkede det som om at udeholdet i perioder spillede en mand i undertal og hjemmeholdet i powerplay.

Set med københavnske briller fortsatte den kedelige udvikling på kampen. Dette underbygget af først en udskiftning af en skadet Zuma efter en god halv time med Thomas Røll, og dernæst af et koks af Ole Tobiasen i de bagerste rækker. Og sidstnævnte episode skulle vise sig dyrebar, idet Tobiasens forsøg på at heade en bold væk mislykkedes totalt, hvorefter læderet havnede hos Michael Hansen, der takkede for tilbuddet og hakkede bolden i nettet fra kanten af feltet.

Scoringen var ikke ufortjent og halvlegen ud var midtjyderne tættere på en udbygning af føringen på et par kontraløb af Zidan, end københavnerne var på udligning, trods at spillet blev rykket markant flere meter ned mod Skov-Jensens mål. En enkelt mulighed til Hoseth i feltet kunne dog, med de berømte marginalerne på den rigtige side, havde udløst en scoring, men en blokeringen af stærkt spillende Bak-Nielsen forhindrede dette.

Fra anden halvlegs start var der ikke meget der indikerede at rollerne var byttet om i det midtjyske. Dermed stod der stadig FC Midtjylland på det meste og første halvlegs målscorer, Michael Hansen, var blot et par centimeter fra at blive dobbeltmålscorer fem minutter inde i halvlegen, da et flot kontraangreb fremført af Zidan havnede hos Hansen, der fri mod en Rabóczki dog sendte bolden snert udenom stolpen.

Jesper Bech, der med udskiftningen af Zuma, var placeret i front skulle kort efter få københavnernes bedste tilbud, men på en ellers fremragende frispilning af Røll, kiksede Bech sin friløber.

Chancen gav dog momentvis følelsen af at det godt kunne lade sig gøre at komme tilbage i kampen, men en sand hvirvelstorm af midtjyske chancer satte sekunder efter en ubehagelig stopper for denne fornemmelse. Således så det alvorligt sort ud, idet det hele fire gange indenfor tre minutter brændte alvorligt på i københavnernes straffesparksfelt ved Thygesen, Zidan, Bak-Nielsen og Claus Madsen, men alle gange slap Rabóczki og Co. med skrækken.

Med tyve minutter tilbage og efter en god mulighed til Røll, slog midtjydernes frygtindgydende kontra imidlertid til. Med lynsnabt opspil endte bolden hos fremstormende Thygesen, der ingen problemer havde med at sende bolden i nettet til solid 2-0 føring til hjemmeholdet. En fortjent scoring.

Dermed punkterede kampen på det nærmeste, idet københavnerne ikke magtede at vende slaget, mens midtjyderne tydeligt var tilfredse med den opnåede føring. Derfor huskes den resterende del af kampen måske også bedst for den jyske hof-leg på lægterne; "bølgen", der dog ikke opnåede samme effekt og højde, som det de sortklædte hjemmespillere havde leveret det meste af kampen.

Og da kampens dommer Tonny K. Poulsen et par minutter inde i overtiden fløjtede af, var der blot at konstatere at midtjyderne atter fløj højt på SAS Arena og dermed udbyggede deres flotte statistik med en fortjent sejr på 2-0. For F.C. Københavns vedkommende gælder det om at rejse sig, hvilket der allerede gives mulighed på søndag, når AGF gæster PARKEN.