Kampreferat: Brø vs. FCK

Tilhængere af en udvidelse af SAS-ligaen må have gået fra Brøndby Stadion med kuldegysninger. Alene tanken om at lade Danmarks 16. bedste fodboldhold møde et af de to kompetente tophold én gang er betænkelig, men at forestille sig to kampe mod begge hold er direkte ansvarsløst.

Det var med andre ord rendyrket klasse på Vestegnen denne vindblæste forvinteraften, og selv om søndagen rent faktisk endte med, at stabile Esbjerg overtog 1. pladsen i SAS-ligaen, så var der næppe ret mange af de 28.946 tilskuere på ”Hjalte Park”, der var i tvivl om, at de havde overværet en duel mellem Danmarks to bedste klubber.

Såvel hjemmeholdet som de danske mestre stillede op til kampen med det internationale tempo i benene, som torsdagens kampe mod hold fra henholdsvis Bundesligaen og La Primera Divisíon havde efterladt. Og dermed var kimen til af de bedste danske klubkampe i nyere tid lagt.

Københavnerne lagde klart bedst fra land med flere fikse kombinationer i højresiden, hvor Svensson og Bisgaard havde gode afspilsmuligheder, når Santos og Zuma rykkede i dybden og trak det de lange BIF-midterforsvarere bort fra deres komfortzone og ud på de store vidder.

Allerede i det 7. minut fik man en forsmag på, hvad der kunne ligge og vente i godteposen, da Zuma på en Bisgaard-pasning stødte bolden til en fremstormende Santos. Desværre stod afslutningen ikke mål med opspillet, og BIF slap med skrækken.

Det gjorde de også minuttet efter, da Peter Nielsen afsluttede hårdt fra distancen, men lige på Zaza.

I det 11. minut var det imidlertid alvor, da Hjalte Nørregaard blev fældet ved midterlinien, og Bisgaard umiddelbart konverterede frisparket til en dyb stikning til Zuma. Uden den store betænkningstid trak sydafrikaneren af med højrebenet et par meter inde i feltets højre side, og selv om Zaza strakte sig langt og højt, så var afslutningen mod modsatte målhjørne af så høj klasse, at enhver indblanding fra keeperens side var forgæves.

Målet blev startskuddet til en halv times forrygende fodbold. Desværre for Byens Hold var det Laudrups tropper, der var hovedleverandør til festlighederne. Det var især BIFs højrefløj, Jonas Kamper, der pludselig checkede ind til forestillingen.

Peter Christiansen havde i det første kvarter haft fornuftigt styr på den unge kantspiller, men på under ti minutter nåede Kamper både selv at afslutte med appel og lægge op til fire særdeles farlige forsøg. Den største – og den var stor – misbrugte Martin Retov helt blank foran Kihlstedts mål, og den næststørste headede Mathias Jonsson over mål.

I denne periode var det tydeligt, at F.C. Københavns venstre side havde endog vanskeligt med såvel intern kommunikation som beslutningsevne, og konsekvensen blev et gevaldigt tryk mod løvernes mål.

Som en forvirret bokser sænkede Christiansen paraderne og faldt for langt fra Kamper, og kun resolutte indgreb fra kollegerne forhindrede endnu flere Kamper-indlæg end de 5-6 stykker, han nåede på femten minutter i midten af 1. halvleg.

Et af disse indgreb kostede beklageligvis Peter Nielsen en fortjent advarsel. Frisparket endte i panden på Wieghorst, der imidlertid headede lige på Kihlstedt.

Endnu engang var Morten Wieghorst blevet klar til en FCK-
kamp i sidste øjeblik, og efter en tøvende start, hvor man næsten troede på, at det stærke omdrejningspunkt var hæmmet af en skade, arbejdede han sig beslutsomt ind i kampen.

Få minutter efter Nielsens advarsel måtte også Albrechtsen indkassere en fortjent advarsel fra Knud Stadsgaard, der til gengæld lod Jonsson slippe gratis for en slagtning (uden bold) af Thomas Røll og Per Nielsen for hands som sidste mand i løbeduel med Zuma.

Hjemmeholdets arbejdsomme frontløber, Karsten Johansen, lykkedes med forbavsende lethed at forstyrre det københavnske opspil, og ene mand bandt han de fire bageste mand, idet han iskoldt afventede, at Martin Albrechtsen gang på gang førte bolden frem og sig selv lige ind i en blindgyde. Hver gang blev mulighederne for lette at gætte for ”Drengene fra Vestegnen”, som de lokale så poetisk udtrykker sig.

Et par enkelte nålestik i form af kontraer med Zuma som afslutter var alt, hvad F.C. København fik sat ind i den sidste halve time af første halvdel af matchen.

I pausen kunne man bruge ventetiden til at læse i det officielle kampprogram, at signaturen B.B. mente, at tingene ”ikke lige kører, som de skal på Østerbro”. Samtidig kunne man irritere sig over, at sidste sæsons sølvvindere nu konsekvent på storskærm er begyndt at betegne F.C. København med det postnummer-lignende FC Kbh. Desværre – eller gudskelov - viste starten på 2. halvleg, at det kun er udenfor kridtstregerne, at det af og til kniber med formatet i 2605.

Den F.C. Københavnske taktik med zoneopdækning på hjørnespark havde flere gange i 1. halvleg vist sig risikabel mod kraftfulde og hovedstødsstærke folk som Jakobsson, Nielsen, Wieghorst og Jonson, og i 2. halvlegs 2. minut var det slut med advarslerne.

Martin Albrechtsen forærede et hjørnespark væk, og da Wieghorst efterfølgende brugte seks års erfaringer fra luftkrigene i skotsk fodbold, og tillige fik 15 meters tilløb uden indblanding fra de zonefikserede FCK-forsvarere, kunne han uden besvær stige til vejrs tre, måske fire meter fra mållinien og heade udligningen ind i netmaskerne bag en meget passiv Kihlstedt.

På trods af skuffelsen arbejdede løverne sig tilbage i kampen. Flere gode udfald kulminerede med elegante driblinger af Bisgaard i den velfungerende højre side. Allan Olesen var formentlig ikke færdig med at snurre, da først Hjalte Nørregaard med hovedet og siden Alvaro Santos med støvlerne testede Zaza, der til sidst måtte give fortabt overfor Zuma i fri position helt inde under mål.

2-1 til mestrene efter 54 minutter var måske ikke 100 procent i overensstemmelse med spillets og chancernes fordeling på daværende tidspunkt, men det lod ikke til at bekymre de cirka 2.500 hvidklædte FCK-fans, der havde taget turen til Vestegnen.

I kampens 62. minut kunne Zuma have slukket lyset for Brøndby, da han i næsten fri position ikke nåede at prikke bolden udenom den fremstormende Zaza.

Øjeblikket efter lå Magnus Kihlstedt i den modsatte ende og tog sig til hovedet, men trods utallige opfordringer fra den københavnske bænk undlod liniedommeren, at gøre den øverste opmand opmærksom på sagen. Først efter en snes sekunder blev spillet stoppet, og svenskeren tilset af Frand Odgaard.

En lidt for hurtig vagt uden lovligt ærinde på banen forsøgte pludselig at fjerne den genstand, der fra Faxe-tribunen var blevet kastet mod Kihlstedt, men dommer Stadsgaard fik dog udleveret det relativt store stykke kasteskyts. De første ubekræftede rygter talte om en cykellygte, og det må betegnes som en særdeles alvorlig sag for både hjemmehold og forbryderen. Heldigvis slap Magnus Kihlstedt med hovedsmerter og en forskrækkelse.

Spillet bølgede frem og tilbage i en tempofyldt og intens duel, hvor der blev givet og taget af et godt hjerte, og hvor hovederne ikke altid kunne følge med det gode benarbejde.

På et tidspunkt løb Bora Zivkovic således rundt med sin ene støvle i hånden i et par minutter, hvilket naturligvis kunne have fået meget uheldige konsekvenser.

Ufatteligt, at der ikke blev sendt en mand ned og dække af for midterforsvareren, så han kunne få sin støvle på.

Den var heldigvis kommet på plads på foden, da Kihlstedt tabte et fladt indlæg for fødderne af både Jonson og Zivkovic. Heldigvis fik sidstnævnte raget kastanjerne ud af ilden, men det kostede ham et højest ureglementeret spark fra den svenske landsholdsangriber, der med endnu en lidet sympatisk aktion fik sendt en hilsen til en modstander efter bolden var væk.

Periodens største dobbeltchance tilfaldt Brøndby, da Kahlenberg kom på skudhold i feltet, men Kihlstedt fik revancheret boldtabet fra før og reddede. Han klarede ligeledes Kampers flade afslutning på returen.

Senere måtte Peter Christiansen – i hvert fald set fra lægterne – tage hånden til brug på en hård BIF-afslutning, men dommerens fløjte forblev tavs.

Ikke overraskende begyndte hjemmeholdet at hælde høje bolde ind i feltet, og det afstedkom flere halvfarlige situationer.

På samme måde var der flere gange tegning til gode kontrachancer til F.C. København, men det blev ved ansatsen.

Endnu en situation på kanten af F.C. Københavns felt blev opløst, da Stadsgaard til alles overraskelse fløjtede for frispark til BIF. Positionen var guf for Andreas Jakobsson, der kompromisløst sendte bolden op i det nærmeste hjørne uden chance for landsmanden i FCKs mål. Dagens 2. klassemål var en realitet.

To minutter senere måtte dommer Stadsgaard op med det gule kort, da Wieghorst professionelt hev en fremadstormende Peter Nielsen omkuld udenfor feltet.

Brøndby-stjernen, der var en af banens absolutte konger, blev så forbavset over majestætsfornærmelsen, at han smed sig barnagtigt på ryggen. Det var helt åbenlyst, at den velspillende, men desværre også konstant brokkende Wieghorst ikke troede sine egne øjne, da dommeren endelig skred ind overfor hans professionelle frispark.

Desværre forhindrede indersiden af stolpen, at straffen for frisparket blev udmålt i det totale pointtab. Bisgaards afslutning var flot, men uheldigvis ikke effektiv nok.

Få minutter før tid meldte dommer Stadsgaard sig tilbage under fanerne i ”Wieghorst Fanklub”, da han underkendte sin liniedommer og lod BIF-spilleren spille uden for linierne og dernæst lod ham filme et straffespark uden yderligere påtale.

Den påtale ramte i stedet Magnus Kihlstedt, der forståeligt, men for voldsomt udbad sig en forklaring på, hvorfor Stadsgaard ikke anerkendte linieoptegnerens arbejde på Brøndby Stadion. Svaret blæser formentlig stadig i den kolde vind fra Køge Bugt.

Efter 94 minutters propaganda for dansk professionel klubfodbold kunne aktørerne forlade Brøndby Stadion med god samvittighed.

F.C. København har stadig syv point op til førstepladsen i SAS-Ligaen, så der skal formentlig hentes tre sejre i efterårets resterende kampe (AGF og AB i PARKEN og Viborg ude), hvis de forsvarende mestre skal være en troværdig guldkandidat, når foråret fløjtes i gang til marts.