Kampreferat: SIF vs. FCK

København uheldige i trist kamp

Det var ikke nogen stor spillemæssig oplevelse, da Silkeborg mødte F.C. København på en lun og behagelig eftermiddag. Ingen mål – og dog, for Ståle Solbakken scorede faktisk et fuldstændig korrekt mål, der helt uforståeligt og forkert blev anulleret for offside.

Først et lille kvarter kom den første målchance, og den var Silkeborgs; det var Henrik Pedersen, der fik et godt indlæg ind over fra højre og headede udenom.

Det samme skete i den anden ende; her var det Todi Jónsson, der headede ved siden af efter at vi havde set et rigtig flot angreb, der kørte over Solbakken, Sibusiso Zuma og Christian Lønstrup.

Samme Todi satte kort efter et nyt kontraangreb i gang, og bolden havnede i højre side hos Lønstrup, der fandt Zuma inde på midten med et indlæg, som han ikke kunne få ram på med hovedet.

Der var halvchancer gennem halvlegen, f.eks. da Brattbakk fik en lang bold, som han ikke formåede at styre videre med hovedet mod mål, og der kom et Silkeborglangskud ind, men der skete ikke udpræget farlige ting før femtesidste minut i halvlegen.

Donatas sendte et indlæg ind, og det blev headet videre af Brattbakk, og ovre ved den fjerne stolpe kom Ståle Solbakken og scorede sit tredie mål i tre kampe. TV-optagelser viser helt klart, at der intet var i vejen med målet, men ikke desto mindre blev Ståle kendt offside; en klar fejl, der måske kostede tre point.

Jacob Juhl havde et godt forsøg direkte på frispark, som Rune Pedersen greb uden problemer, og Morten Bruun var ved at vippe med et fikst lob over Rune, som han fik fingrene på, og det var enden på den halvleg.

I starten af anden var Rune, der nu i otte kampe har holdt målet rent fire gange, ved at kvaje sig, da han skubbede et udspark lige ud i fødderne på en Silkeborgspiller. Til alt held kom Donatas tilbage og fik ryddet situationen op.

Silkeborg var yderst tæt på at score, da de havde et forsøg på stolpen ved Thomas Poulsen. Skuddet, der ellers så harmløst ud, ramte roden af højre stang og sprang i sidenettet.

Første forsøg inden for rammen (der ikke blev dømt offside på) kom i 62. minut fra Harald Brattbakk, og han var meget tæt på at snyde Peter Kjær med et listigt hovedstød, der var ved at snige sig ind ved højre stolpe.

Resten af kampen var ret indholdsløs, og mens det var F.C. København, der i høj grad styrede kampen, var det ikke mange chancer vi havde, og Silkeborg, der spillede med Henrik Pedersen alene i front, skabte langt færre.

Hen mod slutningen var Pascal Simpson tæt på at få sit første mål, men hans skud sad i favnen på Peter Kjær, og kampen endte 0-0. Det havde været helt i orden, hvis ikke det var fordi at der altså blev scoret et regulært mål, men det er jo ligemeget bagefter.