Kampreferat: FCK vs. Her

Sort uheld i Parken mod det nye tophold

Mod Herfølge, traditionelt en svær modstander, blev det til et ærgerligt og ufortjent nederlag. Det var tredje gang i træk, at FCK tabte til Parken i Herfølge.

Gennem hele kampen var det FCK, der skabte spillet mod et defensivt Herfølgehold, der fik lov til at spille meget hårdt, grænsende til brutalt, af dommer Lars Gerner.

Specielt Yüsüf Öztürk (der afløste den karantæneramte Todi Jónsson), men også stort set alle andre FCK-spillere kom til gode chancer i første halvleg.

Og i anden halvleg faldt kampens største FCK-chance til Clement Cliford, der efter noget smukt kombinationsspil blev spillet helt fri tæt inde under mål, men skød over.

Næsten hele kampen ud pressede FCK, og det var helt mod spillets fordeling, da Herfølge scorede det eneste mål. En lang bold frem havnede ude i FCK's højreside, hvor den blev jagtet af Karim Zaza, der dog ikke nåede frem til bolden. I stedet blev den opsnappet af en Herfølgespiller, der sendte den ind over - her fik Kim Madsen ikke headet hårdt nok væk, og Jens Madsen sendte bolden forbi Zaza op i nettaget.

Det var et temmelig uretfærdigt resultat på en aften, hvor det var svært at se at Herfølge var topholdet i superligaen.