Kampreferat: FCK vs. Brø

Løverne sendte guldet nærmere Aalborg

Med en smal 1-0-sejr takket være en David Nielsen-scoring kort før pausen fik FCK oprejsning for det skuffende forår, og hvis AaB som ventet slår B 93 på søndag, har Brøndby 5 point op til 1. pladsen, inden de 2 sidste runder.

Med sejren over ærkerivalerne fra Vestegnen fik F.C. København sin blot tredje sejr i foråret, mens Ebbe Skovdahl & co. nok må se i øjnene, at guldmedaljerne skal hænges om halsen på AaB i denne sæson.

Derfor forstod man også "Endelig, tak"-banneret, der efter kampen vejede fra de trofaste og hårdt prøvede FCK-fans, der fejrede sejren som var det en skinnende pokal eller medaljer af ædelt metal. Flemming Østergaard holdt sig heller ikke tilbage, men kastede sin skjorte ud til fansene i en begejstret glædesrus efter kampen var fløjtet af!

Men allerede fra kick off viste Byens Hold vilje og kick off, og der var spillet mindre end et minut, da Laudrup spillede Claus Nielsen fri til en afslutning, som Mogens Krogh dog tog sig af. Spillet vekslede dog hurtigt frem og tilbage med den intensitet og atmosfære, der altid omgiver disse interne opgør, som i dag blev overværet af 37.940 tilskuere.

De skulle helt hen til det 42. minut for at se det, som de havde drømt om - eller frygtet, afhængigt af tilhørsforholdet... David Nielsen opfangede en lidt tilfældig bold, satte kursen direkte ind i feltet, trak uden om Krogh og så stod det 1-0!

Brøndby skruede op for blusset efter pausen og både Ruben Bagger, Martin Smith og Peter Madsen havde nærgående forsøg, men også David Nielsen fik et fint tilbud efter en vidunderlig dyb stikning fra Laudrup, men Krogh reddede.

Der blev skruet yderligere op for dramatikken, da Claus Bo Larsen dømte indirekte frispark til Brøndby i FCK-feltet, da en ellers velspillende Thomas Gill tog for mange skridt... men Peter Nielsen fik blokeret de blå-gules afslutning.

Brøndby fortsatte med at presse på, og Mikkel Jensen havde en stor chance tæt under mål efter et hjørne, men hans skud blev blokeret i sidste øjeblik. Også Søren Colding havde et godt forsøg godt fem minutter før tid, men igen var den ofte udskældte Gill på plads med en super-redning. Han fortsatte stilen ind i overtiden, hvor Brøndby desperat kastede alt frem og skød på alt hvad der rørte sig, men marginalerne var med hjemmeholdet, og forløsningen kom, da Claus Bo omsider fløjtede af efter 3½ minuts overtid.