Ståle: Vi skaber de chancer der skal til

Ståle Solbakken:
- Det er klart at overtidsscoringen er vigtig og giver os et bedre udgangspunkt til returkampen. Vi spiller en fornuftig kamp i alle 90 minutter og skaber egentlig de chancer vi skal. Det eneste minus, er at vi har nogle dårlige afslutninger i løbet af kampen. De viser også i dag at de er et kompakt hold, der ikke lukker mange mål ind, sluttede Ståle Solbakken.

Michael Gravgaard:
- Hvis der er én ting MyPa skal roses for, så er det at de var gode til at afvise de dødbolde vi fik gennem hele kampen. De var nogle stærke fyre, nede i forsvaret og for at en scoring på dødbold skal lykkes mod den type forsvar, så skal alt gå op i en højere enhed. Selvom jeg synes vi var tæt på flere gange, så handler det jo om at den skal ind i kassen – og det gjorde den jo så heldigvis til sidst, kom det fra den glade målscorer, Michael Gravgaard.

Álvaro Santos:
- Det var en helt fantastisk afsked jeg fik af fansene. Igennem de sidste tre år har de altid været gode mod mig og jeg plejer altid at sige til min kone hvor fantastiske fansene er i PARKEN og det beviste de endnu en gang i dag. Det betyder meget for mig og det var fantastisk med banneret hvor der stod: ”Farvel og tak for alt”, på mit modersmål, sagde en tydeligt bevæget Álvaro Santos.

André Bergdølmo:
- Jeg er udpeget som straffesparksskytte og har også fået skudt et par stykker allerede. I dag havde jeg besluttet mig for hvor jeg ville skyde, hvis vi fik et straffespark i løbet af kampen. Så længe skuddet er hårdt nok og placeret tilpas langt ude i siden, har målmanden ikke en chance, selvom han vælger at gå til den rigtige side, mente kampens første målscorer, André Bergdølmo.