Jörgen Pettersson til F.C. København

Den svenske landsholdsangriber, Jörgen Pettersson, har underskrevet en 3-årig kontrakt med F.C. København.


Jörgen Pettersson startede sin karriere i Malmø FF i 1993, men skiftede allerede i 1995 til tyske Borussia Mönchengladbach, hvor han spillede i 4 sæsoner før han skiftede til FC Kaiserslautern i 1999. Jörgen Pettersson har spillet 27 landskampe og scoret 7 mål for det svenske landshold. Pettersson scorede blandt andet to mål imod Danmark den 28.maj 1998.

- Jeg glæder mig til at komme tilbage til Skandinavien efter mit lange ophold i Tyskland. Jeg er kommet til F.C. København for at vinde titler, siger Jörgen Pettersson selv om skiftet.

- Vi har længe kigget efter et supplement til vort angreb. Det er en markant styrkelse af vores spillertrup når man får tilført en komplet angriber som Jörgen Pettersson. Jeg er meget glad for at det er lykkedes os at få Jörgen til København på en fri transfer direkte fra den tyske bundesliga, udtaler Niels-Christian Holmstrøm, Sportsdirektør i F.C. København.

- Jörgen er en klassespiller. En angriber der har det hele. Han er teknisk god, hurtig og først og fremmest en "naturlig" målscorer. Han har også international erfaring med det svenske landshold, og syv år i den tyske bundesliga bidrager også til Jörgens rutine. Jeg er "mycket" glad, siger Hans Backe.

Jörgen Pettersson vil se kampen mellem FCK og Club Brugge fra tilskuerpladserne samt hilse på F.C. Københavns mange fans i pausen. Kampen spilles i morgen, lørdag klokken 16.00 i PARKEN. Pettersson får trøjenummer 11.