Interview med Henrik Zarp - Farums målmand

Hej Henrik - velkommen til landets bedste fodboldrække.

Hvordan synes du det er gået for Farum i de to første kampe?

Det er gået godt. Da vi spillede i Århus var vi uheldige med at få en mand vist ud efter kun 30 min, og det var jo så med til at gøre, at vi ikke kunne spille det spil der forinden var lagt op til på taktikmødet.
Dog synes jeg nok, at vi trods en mand i undertal, viste at vi har holdet til at kunne begå os i SAS-ligaen.
Og det blev jo så bekræftet i søndags, da vi slår Viborg, som jo ugen forinden havde været i PARKEN, hvor de helt sensationelt spiller uafgjort mod løverne.


Hvordan har I mærket springet fra 1. division til SAS-ligaen?

Det har da haft en betydning i hverdagen. Det som vi har kæmpet for i de sidste 2 år, nemlig at kvalificere os til landets bedste række, ja det lykkedes endelig for os - så det pres er da blevet taget fra vores skuldre. Omvendt har oprykningen til SAS- ligaen så betydet, at vi har fået lagt et endnu større pres på skuldrene, da der er væsentligt større mediedækning på denne her liga end tilfældet er i 1. division.
I dagligdagen er der selvfølgelig lidt mere presse på træningsbanen, men den professionelle indstilling vi nu ser i Farum, var også til stede da vi spillede i 1. division.
I truppen har vi det godt med at skulle leve med at være outsidere i de kampe vi skal spille.


Farum i PARKEN, hvad har I gjort jer af overvejelser før en kamp mod et FCK-mandskab i PARKEN?

Jeg glæder mig til at komme tilbage i PARKEN efter at have spillet i F.C. København.
F. C. København har siden været inde i en rivende udvikling og et er sikkert - der er altid stemning på lægterne, når de mange altid medlevende fans fylder op i PARKEN og giver en stemning der er usammenlignelig.

Der er jo ikke mange af Farums drenge, der ikke har spillet i den bedste række før, så vi er jo ikke nyoprykkere på den måde, at folk ikke tidligere har prøvet at spille i landets bedste række mod landets bedste spillere - men derfor skal vi jo vænne os til tempoet alligevel.
Det lyder jo fra fodboldmunde, at det jo altid går lidt stærkere inde i PARKEN, så vi skal nok få sved på panden.


Hvad ser du som jeres største udfordring mod FCK mandskabet på søndag?

Det er at holde dem fra at score.

Hvem frygter du som målmand mest hos F.C. København?

Jamen de har jo et sjernespækket angreb, så det er svært at fremhæve nogen. Men måske Todi Jónsson - han er jo ret giftig og Zuma er jo også værd at nævne i denne sammenhæng.
Men jeg glæder mig rigtig meget til at tage det på min kappe at udfordre de dygtige angriber jeg står overfor på søndag i PARKEN, og jeg har jo alt at vinde.



Vi siger tak til Henrik Zarp og ønsker ham og Farum et moderat held og lykke på søndag?