Peter Nielsen stopper karrieren

F.C. Københavns anfører, Peter Nielsen, har meddelt klubben, at han stopper som fodboldspiller, når hans kontrakt udløber den 31.12.2003.

Peter Nielsen har været i F.C. København i to perioder: Sæsonerne 1997-99 og igen fra sommeren 2002. Indtil videre er det blevet til 127 kampe for Byens hold.

I 1991 blev Peter Nielsen kåret som Årets Spiller. Året efter vandt han det danske mesterskab med Lyngby og europamesterskabet med Danmark. Han fortsatte sin karriere i tyske Borussia Mönchengladbach, hvor han havde stor succes, og vandt den tyske pokalfinale i 1995. Herefter tog Peter Nielsen til F.C. København, men to år efter returnerede han til Mönchengladbach, hvor han blev en af de bærende kræfter, der fik holdet tilbage i 1. Bundesliga. Peter Nielsen har opnået 10 A-landskampe og har scoret 1 mål.

- Vi tager Peter Nielsens beslutning til efterretning. Peter har i såvel sin første som anden periode hos os både sportsligt og menneskeligt givet klubben utrolig meget. Peter ønsker at slutte på toppen, og det respekterer vi selvfølgelig. Vi har meget at takke ham for, og vi ønsker ham held og lykke i fremtiden, siger Niels-Christian Holmstrøm, sportsdirektør i F.C. København.

- Jeg føler ikke, at jeg vil kunne give mig 100 procent hverken fysisk eller mentalt efter en lang vinterpause med hård træning, og derfor har jeg valgt at stoppe efter vores sidste kamp i år. Det er rart at slutte af på en god måde, i stedet for at spille et halvt år yderligere, hvor jeg ikke præsterer på mit højeste niveau, siger Peter Nielsen.

- Jeg har haft mange store oplevelser som fodboldspiller. Et af de største øjeblikke var, da jeg vendte hjem efter mange år i udlandet og vandt det danske mesterskab med F.C. København i sommers. Det var vigtigt for mig at bevise over for omverdenen, at jeg kunne komme hjem og stadig spille på højeste niveau. Europamesterskabet i 1992 var selvfølgelig også en stor oplevelse, og jeg har mange gode minder fra min tid i Tyskland, slutter Peter Nielsen.

F.C. Københavns fans vil have mulighed for at tage afsked med Peter Nielsen den 7. december i PARKEN, når årets sidste SAS Ligakamp spilles mod AB.