F.C. København skal have ny cheftræner

F.C. København skriver med Daniel Jensen

Midtbanespilleren Daniel Jensen er nu foreløbig en del af løvernes trup i resten af denne sæson. 33-årige Jensen glæder sig til at repræsentere F.C. København – hans klare førstevalg.

Den tidligere danske landsholdsspiller har i små to måneder trænet med hos F.C. København for at holde formen ved lige. Der har han bekræftet det indtryk, klubben i forvejen havde af ham, og derfor kunne han lørdag kalde sig en del af F.C. København.

-Vi vidste i forvejen, at Daniel er en fin spiller, og han er gledet fint ind i dagligdagen hos os. Derfor har vi besluttet at tilknytte ham til truppen i foråret, hvor han får mulighed for at bidrage med sin erfaring og vindermentalitet i en talentfuld trup. Og det er på ingen måde utænkeligt, at samarbejdet kan fortsætte på længere sigt også, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Daniel Jensen kommer til F.C. København på en fri transfer, efter han sidste efterår fik ophævet sin kontrakt i italienske Novara. Siden han forlod Danmark og B93 som 18-årig har han repræsenteret Heerenveen, Werder Bremen og Murcia og spillet 52 landskampe for Danmark. Men Superligaen har Daniel Jensen aldrig prøvet kræfter med før.

-Både familien og jeg har sat næsen op efter, at vi endelig skulle hjem til Danmark og København, og så er der kun én klub, som rigtig trækker. Derfor er jeg meget glad for, at jeg nu er en del af FCK. Jeg glæder mig til at prøve at spille i Superligaen, og jeg har et rigtigt godt indtryk af F.C. København fra de to gange, jeg har trænet med her. Klubben er på mange områder på niveau med store klubber i Europa, og i truppen er der en god blanding af muligheden for at have det godt sammen og samtidigt være topprofessionelle, siger Daniel Jensen.

-Jeg kan bidrage med min erfaring og den måde, jeg nu engang spiller fodbold på. Jeg skal ikke forsøge på andet end det, for det er det, jeg kan, og det som trænerne og ledelsen må have vurderet der kunne bruges. Jeg glæder mig bare til at komme i gang for alvor, og jeg føler formen er ved at være på plads.

Daniel Jensen spiller sin første kamp som FCK-spiller lørdag eftermiddag i PARKEN kl. 13.00, hvor FC Vestsjælland kigger forbi til årets første træningskamp, og så rejser han med resten af truppen til La Manga på træningslejr på tirsdag.