UEFA har udvalgt seks mand fra Schweiz

Koukoulakis dømmer mod Club Brugge

Når F.C. København og Club Brugge mødes onsdag aften, så er det en 37-årig græker der skal dele sol og vind lige, og når han fløjter opgøret af, så må jublen gerne bryde ud på den danske bænk.

Af Jan Vinberg
Michael Koukoulakis har været FIFA-dommer 2008, og er at finde i den tredjehøjeste dommerkategori "First" hos UEFA. Det gør ham til den højest rangerende græske dommer.

Inden denne sæson har Michael Koukoulakis dømt en enkelt kvalifikationskamp til UEFA Champions League samt en del kampe - både i kvalifikationen og i gruppespillet - i UEFA Europa League.

I denne sæson har Michael Koukoulakis dømt en enkelt europæisk kamp. Det var i 2. kvalifikationsrunde til UEFA Europa League, hvor han dømte kampen mellem hollandske Vitesse og bulgarske PFC Lokomotiv Plovdiv 1936, en kamp som Vitesse vandt med 3-1. Michael Koukoulakis udviste en spiller fra Vitesse og dømte et straffespark til begge hold, hjemmeholdet misbrugte og udeholdet scorede - en god tendens!

Koukoulakis og danske hold
Onsdagens dommer Michael Koukoulakis har en enkelt gang før dømt en europæisk klubkamp med dansk deltagelse, og det var et opgør der, set med danske øjne, endte lykkeligt. I august 2010 mødte OB på udebane Motherwell, og her udviste Michael Koukoulakis to fynboer og tildelte Motherwell et straffespark - men på trods af det, så vandt OB alligevel med 1-0. Sejren sendte OB i gruppespillet i UEFA Europa League.

Derudover så har Michael Koukoulakis også dømt det danske U19-landshold i en EM-kvalifikationskamp. Det var i efteråret 2009, hvor Danmark mødte Israel på Nes Ziona Stadium i Israel. Thomas Delaney fik fuld spilletid for Danmark, og i 2. halvleg blev Nicolai Jørgensen så sendt på banen med lidt over et kvarter tilbage - og det viste sig at være en god beslutning, for i det 90. minut gik Nicolai Jørgensen hen og scorede kampens eneste mål.

De øvrige dommere
Alle fire dommere er fra Grækenland, og Michael Koukoulakis bliver assisteret på de to linier af Dimitrios Saraidaris og Leonidas Vasileiadis. Kampens 4. dommer er Athanassios Giachos.