6-0 over BK Frem

6-0 over BK Frem

F.C. København spillede onsdag eftermiddag træningskamp i PARKEN mod Boldklubben Frem. Løverne stillede med en kombination af etablerede og unge spillere mod Frems førstehold, der dog havde et par markante afbud i form af skader.

Dagens træningskamp mod Frem havde primært til formål at holde gang i de 1. holdsspillere, der ikke har spillet så meget på det seneste, nu hvor 2. divisionsholdet også er gået på vinterferie. Én, der ikke har spillet i næsten 3 måneder, var Peter Larsson, der i dag gjorde comeback efter den skade, der tvang ham uden for efter blot 7 optrædender for klubben siden hans skifte fra Halmstad. Han spillede hele kampen og gjorde det fint sammen med Zanka, men mangler naturligvis stadig noget i at være klar til det højeste niveau.

De første 20-25 minutter af kampen skete der ikke alverden, bortset fra at gæsternes Danny Andersen brændte en friløber, da Frederik Vang Larsen gik godt ud af sit mål og afværgede med en fodparade. Kort forinden havde Junior haft et udmærket hug lige over mål, men ellers var det så som så med målchancer. Men det blev der snart lavet om på…

Efter 25 minutter opsnappede Neestrup bolden midt på Frems banehalvdel og lagde den ud til den fremstormende Danni Jensen i højre side. Han sendte et godt indlæg mod fjerneste stolpe, hvor Kevin Bechmann Timm headede bolden hårdt og præcist ind i modsatte side af målet.

Seks minutter senere var Kevin på færde igen i venstre side af feltet, hvor han blev spillet godt fri af Mads Laudrup, men hans flade afslutning sad lige på keeper Mads Nielsen. Han lod den imidlertid smutte mellem benene, og Junior hvor han skulle være og sendte bolden i det tomme mål til 2-0.

Fra da af stod der F.C. København på resten af halvlegen, og Junior var tæt på at øge på et direkte frispark, men denne gang reddede Mads Nielsen flot helt ude ved den ene stolpe.

I pausen udgik Nikolaj Hansen, Jacob Neestrup og Kevin Bechmann Timm, mens Cagri Erdem og Marc dal Hende kom ind på midtbane-kanterne, og Thomas ”TC” Christiansen kom ind i angrebet.

Der var kun spillet 4 minutter af halvlegen, da Junior tog et par træk uden for feltet forbi et noget passivt Frem-forsvar og bankede bolden ind med sit venstre ben til 3-0. Yderligere 4 minutter senere kom Cagri Erdem på tavlen efter godt forarbejde af Marc dal Hende i venstre side. TC nåede ikke frem til den inde foran, men Erdem samlede godt op og sparkede bolden fladt i nettet til 4-0.

Herefter slappede løverne lidt af og Frem kæmpede sig samtidig fint tilbage i kampen og havde flere udmærkede forsøg uden dog at kunne overliste en velspillende Frederik Vang. Med små 20 minutter tilbage kom Nicklas Kristensen og Andreas Moos på banen i stedet for Danni Jensen og Mads Laudrup, og de kunne se Junior og TC brænde en pænt stor chance, da førstnævnte chippede bolden over keeperen og TC ramte stolpen tæt under mål.

Begge revancherede sig dog mod slutningen – først trak TC sig godt fri i højre side og scorede med et fladt skud, og siden øgede Junior med sit tredje og løvernes sjette mål.

En udmærket træningskamp med værdifuld spilletid til både unge og gamle, men man må nok være ærlig og, at tenniscifrene var i overkanten i forhold til spil og chancer… 

Matchfacts:
25.: 1-0 Kevin Bechmann Timm
31.: 2-0 José Junior
49.: 3-0 José Junior
53.: 4-0 Cagri Erdem
80.: 5-0 Thomas Christiansen
85.: 6-0 José Junior
Dommer: Lars Christoffersen

F.C. København: Frederik Vang Larsen - Danni Jensen (73.: Nicklas Kristensen), Peter Larsson, Mathias Zanka Jørgensen, Niclas Jensen - Jacob Neestrup (46.: Cagri Erdem), Rasmus Würtz, Nikolaj Hansen (46.: Marc dal Hende), Mads Laudrup (73.: Andreas Moos) - Kevin Bechmann Timm (46.: Thomas Christiansen), José Junior.

 Jacob Albrechtsen og Saban Özdogan er med U19-landsholdet på Cypern, hvor Danmark i morgen kl. 13.30 møder værtslandet og kan sikre sig videre avancement i EM-kvalifikationen. 

 

Rasmus Würtz på den centrale midtbane

 

 

"Thumbs up" fra Lars Christoffersen...

 

 

... og cheftræneren er også klar!

 

 

Godt at se Peter Larsson tilbage på banen

 

 

Cagri Erdem jubler til Mads Laudrup efter sin scoring til 4-0

 

 

Zanka - som altid både sikker og elegant i sit spil

 

 

Hat trick-hero Junior

 

 

Jacob Neestrup og Danni Jensen i kamp med en Frem'er 

Foto: Daniel Rommedahl, FCK.DK