Københavns fedeste idrætsevent
CPH Playday afholdes hvert år i Fælledparken før en F.C. København-hjemmekamp.
Hvert år holder F.C. København, Københavns Kommune og Paul Petersens Idrætsinstitut CPH Playday i Fælledparken, hvor vi inviterer alle skolebørn fra 0. til 9. klasse i Københavns Kommune.
Det er et resultat af FCK's ambition om at engagere sig mere i lokalsamfundet ved at fremme sundhed og idræt i underholdende rammer for børn i alderen 6 til 15 år. I 2024 markerede CPH Playday sit 10-års jubilæum, og i de senere år har arrangementet tiltrukket omkring 6.000 børn i Fælledparken.
For at fremme idræt for alle involverer vi hvert år forskellige sportsgrene ved at invitere lokale foreninger til at deltage. Dermed kan børnene prøve kræfter med en bred vifte af aktiviteter, herunder gymnastik, dans, parkour m.m.
CPH Playday er gratis, og de tilmeldte deltagere får en særlig nedsat pris for adgang til en efterfølgende F.C. København-hjemmekamp i Parken.
Vi glæder os til at se jer til CPH Playday!