F.C. København ser det som en del af vores samfundsansvar at støtte byens borgere og har derfor blandt andet engageret os i Startblokken siden 2024.
Projektets formål er at hjælpe ledige unge til nye fællesskaber og til at finde nye veje til uddannelse og arbejde.
Startblokken er et nationalt initiativ, der er forankret i Danmarks Idrætsforbund og samarbejder med kommuner, idrætsklubber, fonde, erhvervsliv, eksisterende indsatser og flere aktører på området.
"Vi har allerede et godt samarbejde med DIF og Københavns Kommune om andre indsatser, så det giver rigtig god mening for os at være en del af Startblokken og tilbyde de unge fællesskaber, opkvalificering og netværk,” sagde Brian Månsson, Director of Venue i F.C. København, da vi offentliggjorde vores deltagelse.
Samtidig blev Christian Traoré ansat som vores ”brobygger” i projektet, og i 2025 styrkede vi indsatsen ved også at ansætte Celine Munk Petersen.
Startblokken møder de unge, hvor de er, og derfor tilpasses støtten individuelt i fire faser. Udover job- eller uddannelsesaktivering bliver de unge også en del af et ugentligt idrætsfællesskab, som er designet til at styrke deres trivsel, motivation og selvtillid gennem deltagelse i idrætsaktiviteter.
Startblokken er ikke blot et tilbud om aktivering; det er en platform, der sigter mod at give de unge de rette redskaber og ressourcer, i positive og sociale rammer.
Gode erfaringer
De foreløbige erfaringer har vist, at en klub som F.C. København kan tilbyde de unge noget andet end jobcentrene, og en af ideerne med projektet er netop at søge nye veje og tilbyde en bred vifte af initiativer, der bedst muligt passer den enkelte.
Københavns Kommunes beskæftigelsesborgmester Andreas Keil udtrykte det således, da han var på besøg i Parken og hørte om arbejdet
”FCK har et stærkt brand i København. Og det gør en forskel. Når du ændrer lidt på rammerne for de her unge, så får du en stor gevinst. Klubben får de unge mere med – på en anden måde, end når de unge er placeret på jobcenteret. Og i det her tilfælde har de unge nok en større tillid til FCK end til kommunen,” sagde Andreas Keil.
Startblokken kører foreløbig til 2027.
>> Læs mere på DIF's hjemmeside