Skt. Petersburg Stadium

Zenit-kampen spilles under tag

Truppen ankom ved middagstid (lokal tid) til Skt. Petersborg og er nu indkvarteret på et hotel i byens centrum, hvor den står på hvile hele eftermiddagen. Der er nok brug for lidt ekstra søvn, da vi skulle flyve allerede kl. 7.55 i morges på grund af de to timers tidsforskel til Skt. Petersborg.

Det er som forventet ret koldt herovre med temperaturer lidt under frysepunktet, men der ventede os en god og varm nyhed: FC Zenit har nemlig bekræftet, at torsdagens opgør spilles med taget på - og at stadion vil være opvarmet til 17-18 grader.

Allerede i aften får vi fornøjelsen af det nye, flotte Skt. Petersborg Stadium, når truppen træner kl. 17 dansk tid - dvs kl. 19 lokal tid. Som sædvanlig er der inden træningen et kort pressemøde og mixed zone.