Victor Kristiansen

VK før Trabzonspor: Parken bliver afgørende

Tirsdag aften venter en stor europæisk aften i Parken, når vi skal forsøge at spille os et skridt nærmere Champions League gruppespillet i den første Playoff-kamp mod de tyrkiske mestre fra Trabzonspor.

En kamp, hvor Victor Kristiansen forventer, at de københavnske fans kan få en afgørende rolle:

”Det bliver helt vildt intenst og en stor udfordring på banen for os. Det er helt sikkert et superstærkt hold, vi skal op mod, men vi har også vist, at vi er et rigtig godt hold og en klub med stor europæisk erfaring. Jeg tror og håber, at den energi, vi får fra vores fans, vil bidrage os til vores højeste niveau, så vi sammen kan skabe en flot europæisk aften i København,” siger Victor Kristiansen og fortsætter:

”Både vi og fansene har ambitionen om at komme tilbage i Champions League, som er det ypperste, og det kommer til at kræve, at vi spiller to rigtig gode kampe. Det starter tirsdag, og vi glæder os alle til at komme ud og høre CL-hymnen og give alt for, at vi opnår det mål,” siger Victor Kristiansen:

”Det bliver en kamp, hvor alle dueller og alle aktioner kan blive afgørende, så vi skal ramme vores bedste for at gå videre. Det har jeg også en stor tro på, at vi kan. Det har været for meget op og ned indtil videre i sæsonen, men vi ved, at vi skal og kan mere end det, og på vores bedste, der er vi et hold, der skaber mange problemer for modstanderne. Vi ser frem til kampen og ikke mindst kulissen i Parken på tirsdag,” slutter Victor Kristiansen.

Kampen bliver spillet kl. 21.00, og du kan sikre dig plads HER.