Denis Vavro

Vavro: Vi rejser os hurtigt

Denis Vavro var som alle andre F.C. Københavnere meget skuffet ovenpå søndagens Derby-nederlag, hvor han selv fik en uheldig hovedrolle med et brændt straffespark i slutfasen.

”Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg brændte, for både holdet og jeg ville gerne have givet vores fans et bedre resultat efter deres utrolige støtte kampen igennem. Jeg tog ansvaret og desværre lykkedes det ikke denne gang. Mine holdkammerater har bakket mig meget op, og jeg har fået mange opmuntrende beskeder, som jeg sætter pris på,” siger Denis Vavro,

Går efter genrejsning
Sammen med holdkammeraterne skal han torsdag i aktion igen i returkamp i semifinalen i pokalturneringen mod FC Nordsjælland:

”Nu handler det om, at vi alle rejser os hurtigt, for vi har en meget vigtig kamp allerede torsdag. Vi har alle et mål om at spille os i pokalfinalen, og samtidig er kampen en god mulighed for at vise os selv og alle andre, at vi er et stærkt hold,” siger Vavro.

Det første semifinaleopgør i Farum endte med en sejr til FC Nordsjælland på 3-2, men Denis Vavro er optimistisk før returkampen:

”Vi leverede en god præstation i udekampen og var dominerende i store dele af kampen, men gav dem to uheldige mål i slutfasen. Jeg har en stor tro på, at vi også kommer til at dominere kampen i Parken, og at vi spiller os i pokalfinalen. Den oplevelse vil vi gerne give alle FCK´ere,” siger Vavro.

Kampen mod FCN fløjtes igang torsdag kl. 19.30 i Parken.

>> Du kan sikre dig en plads til pokalbraget her