Hovmark-solomål i tillægstiden gav løvinderne et point i Kolding
F.C. Københavns kvinder fik det ene point med hjem, da de lørdag eftermiddag var på besøg i Kolding. A-ligaopgøret endte 2-2 efter et smukt solomål i tillægstiden af Maria Hovmark.
Løvinderne startede også kampen bedst og kom i front efter bare fem minutters spil. Asii Berthelsen kom fri i venstre side, og efter en halvklaring af Kolding-keeperen var Maja Johansson over returen og scorede sit første A-ligamål.
Kort efter ramte Asii Berthelsen stolpen, og Sarah Jankovska kom frem til et par gode skudforsøg, men der blev ikke scoret mere i første halvleg.
Til gengæld gik det stærkt i løbet af ét minut efter pausen. Først blev der dømt et lidt hårdt straffespark mod Silja Weinell i en nærkamp med en Kolding-spiller.
Amalie Lund scorede sikkert fra pletten på FCK-keeper Astrid Husemoen, der spillede sin første A-ligakamp grundet sygdom til det normale førstevalg Dilfer.
Og få sekunder senere blev Husemoens clearing blokeret af målscorer Lund, og hun kunne selv sætte hovedet på den løse bold og score i det tomme mål.
Mod slutningen fik Husemoen akkurat en hånd på et frispark fra hjemmeholdet, hvorefter bolden tog underkanten af overliggeren og røg ned omkring målstregen - men bolden blev ikke dømt inde, og i stedet for 3-1 blev det 2-2 kort efter.
Maria Hovmark tog sagen i egne fødder og driblede på tværs af Kolding-feltet inden hun med et fladt spark scorede i fjerneste målhjørne.
Dermed tog københavnerne det ene point med hjem fra Autocentralen Park og holdt momentum efter sejren over FC Nordsjælland i sidste spillerunde.
Kvindernes næste opgør er søndag den 15. november kl. 13.00 mod FC Midtjylland hjemme på Vanløse Idrætspark.
Matchfacts:
Lørdag den 7. november 2026, kl. 13.00 på Autocentralen Park
KOLDING IF-F.C. KØBENHAVN 2-2 (0-1)
05.: 01 Maja Johansson
70.: 1-1 Amalie Lund, straffespark
71.: 2-1 Amalie Lund
93.: 2-2 Maria Hovmark
Astrid Husemoen - Silja Weinell (84.: Dana Leskinen), Lucy Roberts, Ida Skovbo (anf.), Ally Green, Asii Berthelsen - Frederikke Benfeldt (76.: Anisa Saini), Emmaliina Tulkki (67.: Josefine Svava), Sarah Jankovska, Maja Johansson (46.: Emma Brandt) - Sille Fuhlendorff
(67.: Maria Hovmark)
Ikke benyttet: Sunneva Sigurvinsdottir.