Ugen der gik (uge 22)

STÅLE HYLDET I LILLESTRØM
I ugen der gik fortalte vi om den fine ærespræmie, som Ståle i torsdags fik af NOAS - den norske organisation for asylansøgere. Dagen før var han til pokalkamp på sin gamle hjemmebane Åråsen, hvor Lillestrøm tog imod Rosenborg og vandt 4-1. Lillestrøm inviterer til hver hjemmekamp en særlig gæst, og denne gang var turen kommet til en af deres helt store profiler gennem årene.

"Det er altid dejligt at komme tilbage til Åråsen. Jeg hygger mig hver gang, jeg svinger bilen ind der. Jeg genkender duften med det samme. Det er et specielt stadion, som har betydet meget for mig," sagde Ståle til klubbens hjemmeside lsk.no.

Med nr. 10 på ryggen lavede han imponerende 34 mål i 99 kampe for klubben i tre og en halv sæson fra 1994-97, og det var også i den periode han fik den første af sine 58 landskampe.

Ståle Solbakken for Norges landshold i 1997
Ståle i aktion for Norge i 1997. Foto: Getty Images


TRÆNINGSLEJR I BAD RADKERSBURG
Traditionen tro henlægger FCK sommerens træningslejr til østrigske Bad Radkersburg, og der er afrejse fredag den 29. juni og hjemrejse søndag den 8. juli. Planen er at spille tre træningskampe den 1., 4. og 7. juli i Østrig og evt. i Slovenien, men datoer og modstandere er endnu ikke endeligt bekræftet.

Pieros Sotiriou i aktion mod FK Partizan
Pieros var en af "de nye drenge i klassen" sidste sommer i Østrig


Som du kan læse andetsteds på FCK.DK, indleder vi Superligaen den 13.-16. juli med en hjemmekamp mod AC Horsens, og selv om datoerne ikke er fastlagt, så kan vi nok godt se bort fra den 13.-14. juli. Vi indleder nemlig Europa League-kvalifikationen torsdag den 12. juli (med returkamp den 19. juli), og en udekamp kan jo blive til alt muligt fra Island til Georgien... den tid, den glæde!

 

EKS-FCK'ERE

Mark Robins (48) har ikke så tit været i overskrifterne i danske medier, men vores tidligere lejesvend har netop ført Coventry City op i League One - selv om de "kun" blev nr. 6 i League Two, slog de først Notts County og siden Exeter i play-off. Vi sender et stort tillykke og mindes Robins' korte, men målrige ophold hos os i efteråret 1996: 4 mål i 6 Superliga-kampe.


B1903 TOPPER SERIE 1
I lørdags fyldte B1903 115 år og fejrede det blandt andet ved at slå Brønshøj og 4-2 og indtage førstepladsen i Serie 1, P3 med 19 point for 7 kampe. Rasmus Bubic Slundt scorede to gange (og er nu topscorer i rækken), Esajas la Cour en enkelt og en Brønshøj-spiller hjalp til med det fjerde.

B1903 fører serie 1
Foto: B1903.dk

 

U19 VISTE STÆRK MENTALITET
I onsdags spillede U19 2-2 mod Vejle i Telia Parken, men det så sort ud, da de var nede 0-2 og en mand i undertal efter et direkte rødt kort til Luka Racic ca. 10 minutter før pausen. En vejlenser var ved at smutte igennem, og Luka nåede ned i en glidende tackling og prikkede bolden fra ham, men ramte siden også spilleren, og trods protester måtte han gå den tunge gang ud af banen.

Da førte Vejle allerede 1-0, og det blev 2-0 efter en times tid. Men så hev vores svækkede mandskab virkelig sig selv op ved hårrødderne og fightede sig indædt tilbage i kampen. 20 minutter før tid gav det bonus, da en forsvarer styrede bolden et indlæg fra Mathias Høst i eget net. 5 minutter før tid var det Andreas Kirkeby, der spillede bolden på tværs i feltet, og denne gang gjorde den kommende Admira Wacker-spiller Morten Hjulmand arbejdet færdigt. Men trods stor vilje lykkedes det ikke at fremtvinge en sejr.

Morten Hjulmand scorer for U19
Morten Hjulmand udligner til 2-2 - i forgrunden jubler Mathias Høst. Foto: FCK.DK


Dermed kan drengene ikke længere selv sikre sig medaljer, når de onsdag aften tager imod AGF, for inden sidste runde er stillingen i den øverste halvdel af tabellen:
1. FCM 45 point (+31)
2. AaB 37 point (+11)
3. OB 37 point (+10)
4. FCK 35 point (+10)
5. AGF 34 point (-1)
6. Brøndby 33 point (+15)

På lørdag skal AaB til Farum, og OB skal til Randers, og de kender således resultatet af vores sidste kamp - men med en sejr, kan vi altså stadig få medaljer, hvis bare en af dem snubler.

 

U17-GULDKAMPEN
Der kommer også separat info på fck.dk, men det ligger fast, at hjemmekampen mod AGF spilles onsdag den 13. juni, kl. 13 i Telia Parken, og der er gratis adgang på Imerco-tribunen, indgang A9/10. Dørene åbner kl. 12.

Med en sejr er vi uanset hvad sikre på mesterskabet, men ellers venter vi med at regne nærmere på det, indtil AGF har spillet udekamp mod HB Køge nu på fredag kl. 16.

Jacob Haahr Steffensen, Emil Lund Antonsen og Victor Kristiansen var med det danske U16-landshold til to venskabskampe i Slovakiet.

I den første kamp startede de alle inde, da Danmark tabte 1-2, og Jacob - holdets anfører - var uheldig at lave det afgørende (selv)mål i kampens overtid.

To dage senere vandt Danmark 2-1, og her kom Jacob ind i pausen og Emil i løbet af 2. halvleg, mens Victor forblev på bænken.

 

OLD BOYS - POKALFINALE PÅ LØRDAG
KB/FCK'S Old Boys spiller i aften hjemme mod FA 2000, og på lørdag gælder det de evige rivaler fra AC Odense, når der er pokalfinale på hjemmebane. Vi informerer nærmere på FCK.DK, så snart vi har endelig information om spillested og kick-off-tidspunkt - og vi dækker også kampen på vores live-twitter og Insta Story.

OldBoys-mestre for fjerde sæson i træk
Sådan plejer det at gå, når Old Boys møder AC Odense