Viktor Fischer og Dame N'Doye

Ugen der gik (43/2019)

EUROPÆISKE MÅL I 2. MINUT
Da Pieros bragte os foran i 2. minut af Kiev-kampen, var det vores femte europæiske scoring i 2. minut. Det har Nipserstat gravet frem af databunkerne:

  • 29.09.93 Peter Møller mod Linfield FC
  • 06.12.06 Atiba Hutchinson mod Celtic
  • 04.08.10 César Santin mod BATE Borisov
  • 16.02.17 Abel Anicet-selvmål mod Ludogorets


BORDEAUX UDEN CARLSBERG
Det handler ikke om vin og øl, men om at vi i Kiev for første gang spillede uden Carlsberg på brystet i den bordeaux tredjetrøje, som følge af de nationale reklameregler.

Karlo Bartolec


Det var i øvrigt første gang, vi spillede uafgjort i trøjen. AGF-kampen var vores niende i trøjen (mod otte forskellige hold), og statistikken er ganske fin:
02.12.18 6-1 AC Horsens
16.12.18 3-0 SønderjyskE
17.02.19 2-0 Randers FC
19.05.19 3-4 Esbjerg
14.07.19 3-2 OB
23.07.19 2-0 The New Saints
16.08.19 1-0 Randers FC
24.10.19 1-1 Dynamo Kiev
28.10.19 2-1 AGF
 

FLOT STØTTEINDSAMLING
I ugen der gik indledte @JesperSimoni på twitter med at bortauktionere en signeret AaB-trøje for at skaffe penge til Børnecancerfonden på baggrund af, at AaB-træner Jacob Friis' 3-årige datter har fået konstateret leukæmi. Det fik FCK-fan @matibold til at starte en ny indsamling, så Jesper kunne beholde sin trøje, og det førte i løbet af få dage til, at der på tværs af landsdele og fangrupperinger blev indsamlet ca. 100.000 kr. til fonden!

Stor ros herfra til den smukke gestus fra både initiativtagerne og de mange bidragydere, og sidst men ikke mindst sender vi de varmeste tanker til Jacob Friis, hans datter og resten af familien.

 

 

STADIONMUSIK
Tidligere på sæsonen fik vi en noget anderledes musikalsk oplevelse inden vores udekamp i Riga, og torsdag aften fulgte Dynamo Kiev op med endnu et interessant indslag! ? Pludselig drønede der klassikere med Rammstein ("Deutschland", "Sonne") og Nirvana ("Smells like teen spirit") ud over det endnu ret tomme stadion i en noget speciel live-version.

Ugen der gik's musikanmelder, Christian Boier, rapporterede fra sidelinjen, at det var B&B Project, der fyrede den af med harmonika og bandura!

Mens vi glæder os til at høre, hvad FC Lugano finder på, kan du høre en studieversion af et af de numre, der blev spillet i Kiev.

 

U19-VEJLE 2-1
U19 vandt lørdag topkampen mod Vejle med 2-1 på mål af Muamer Brajanac og William Bøving i 1. halvleg. På lørdag kommer Silkeborg U19-hold til Hovedstaden og spiller kl. 13 på KB's anlæg.

Allerede onsdag aften spiller holdet pokalkamp ude mod Sundby Boldklub, kl. 18.30 på Kløvermarken.


U17-VEJLE 4-0
U17 tog sin fjerde sejr i træk, da Vejle blev sendt med et 4-0-nederlag på mål af Fisnik Isaki, Sebastian Clemmensen, Mattias Jakobsen og Elias Jelert. Drengene er nu nr. 3 med tre point op til FC Midtjylland, men med to kampe færre spillet. Også U17 tager imod Silkeborg på lørdag, og kickoff er kl 15.15 på KB's anlæg.

I aften er U17 også i pokalaktion ude mod Sundby Boldklub, og der var kickoff kl. 19.00.


FREMAD AMAGER-B 1903 5-2
03'erne fik en god start på kampen i Sundby og førte ved pausen 1-0 på mål af Christian Fritze, men hjemmeholdet bankede fem kasser ind efter pausen, inden Marco Elver Hagesø pyntede på cifrene kort før tid.

Lørdag kl. 15 tager B1903 imod KB i sæsonens første "moderklub-Derby".


KB-HUSUM 0-3
KB kunne ikke stille noget op mod topholdet Husum og tabte sin sjette kamp i træk, så man stadig ligger sidst i Københavnsserien. I stedet glædede man sig over, at Serie 3-holdet netop har sikret oprykning til Serie 2.


OLDBOYS
Sæsonen er slut for KB/FCK, der for første gang i mange år ikke nåede DM-slutspillet, men vi har holdt et vågent øje med Kim Christensen, der vogter målet for Hvidovres Oldboys, som vandt København/Sjælland-rækken - men ak, i lørdags røg de ud i semifinalen til AB.

Hvidovre dominerede kampen, men kort før tid var AB ved at stjæle sejren på en friløber, men Kim hev en klasseredning frem, så kampen sluttede 0-0, hvorefter finalepladsen skulle findes efter straffespark. Akademikerne var skarpest og scorede på tre forsøg mod Hvidovres to, så lørdagens finale står mellem AB og AC Odense.

Derfor holder vi for en gangs skyld med fynboerne, der plejer at stille med bl.a. eks-FCK'erne Morten Bisgaard og Ulrik Laursen.