U19 jubler efter en scoring

Ugen der gik (38/2021)

FEM SUPERLIGA-UDESEJRE I TRÆK
Ud over at det var første gang vi scorede fem mål i Farum, så var det også første gang siden 11/12-sæsonen, at et Superligahold har vundet sæsonens første fem udekampe. Dengang var det også os: SønderjyskE 2-0, HB Køge 4-2, AC Horsens 1-0, Lyngby 1-0 og Brøndby 2-1.

César Santin
César Santin sikrede i efteråret 2011 den femte sejr i træk med 2-1-målet i Brøndby i 89. minut. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


POKAL-EXIT MOD LAVERE RANGERENDE HOLD
I onsdags var det første gang siden 1993/94-sæsonen, at vi røg ud af pokalen til et lavere-rangerende hold. Dengang var det også et 1. divisionshold, B1909, der også vandt 3-0, men vi har mange gange før haft problemer mod lavere-rangerende hold. Også dårligere hold end Nykøbing FC.

Det hverken forklarer eller bortforklarer ikke blamagen i onsdags, men sidst vi var i Nykøbing i 1995 vendte vi først 0-1 til 2-1 i de sidste minutter. Mod Glostrup IF 32 (1997), Slagelse (2005), Thisted (2006) og senest Hillerød (2019) gik vi først videre efter straffesparks-konkurrencer, og dertil kommer knebne sejr over hold som Elite 3000 Helsingør (2-1 i 2009), FC Roskilde (3-2 i 2014), FC Fredercia (2-1 efter forlænget spilletid i 2015) og senest Avarta (2-1 i 2020).

En uge efter at have spillet 0-0 mod Benfica skiftede vi seks mand og var tæt på at ryge ud i Thisted.


SJETTE U19-SEJR I TRÆK
Lørdag eftermiddag vandt U19 5-1 over OB på Nummer 10 og tog dermed sin sjette sejr af seks mulige! Drengene er nu alene i spidsen for U19-ligaen, da det andet hold med max-point, Silkeborg IF, tabte i lørdags.

>> Se stillingen her

Emil Winther Højlund startede inde for første gang som U19-spiller og leverede en fin indsats som 8'er på den centrale midtbane ved siden af William Clem og Daniel Haarbo.

Emil Winther Højlund
Emil Winther Højlund. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Hákon Arnar Haraldsson åbnede scoringen efter syv minutter efter et godt genpres i venstre side, og inden der var gået et kvarter øgede Daniel Haarbo på en fin frispilning fra William Kaastrup.

Hákon Arnar Haraldsson
Hákon scorer til 1-0. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Da vi nærmede os slutningen af 1. halvleg, havde OB endnu ikke haft nogen afslutninger mod Johan Guadagnos mål, men på en hurtig kontra kom Valdemar Lund for sent i en tackling, og Tobias Augustinus-Jensen reducerede på straffespark.

Minuttet efter svarede vi dog igen, da Orri Óskarsson øgede til 3-1, og han er nu ligatopscorer med syv mål i seks kampe. I øvrigt med Daniel Haarbo på en delt andenplads med fem mål.

Orri Óskarsson og Daniel Haarbo
U19-topscorere - Orri Óskarsson og Daniel Haarbo. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Efter en times spil blev OB reduceret til ti mand, da Charly Horneman fik to gule kort. Fisnik Isaki øgede siden til 4-1, og i tillægstiden overrumplede indskiftede Jeppe Corfitzen alt og alle - muligvis også sig selv - ved at skrue et hjørnespark i mål via den bageste stolpe.

Fisnik Isaki
Fisnik Isaki øger til 4-1. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK
Jeppe Corfitzen
Indskiftede Jeppe Corfitzen rundede af med at score på hjørne. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


26. september, kl. 13.00: FCK U19-OB U19 5-1 (3-1)
7.: 1-0 Hákon Arnar Haraldsson
14.: 2-0 Daniel Haarbo
40.: 2-1 Tobias Augustinus-Jensen, straffe
41.: 3-1 Orri Óskarsson
70.: 4-1 Fisnik Isaki
90+1.: 5-1 Jeppe Corfitzen

Holdet: Johan Guadagno, Elias Jelert, Mattias Jakobsen, Valdemar Lund, William Kaastrup, Hákon Arnar Haraldsson, William Clem, Daniel Haarbo, Roony Bardghji, Orri Óskarsson og Jeppe Corfitzen.

Ind fra bænken kom Jeppe Corfitzen, Jeffrey Adjei-Broni, Emil Møller og William Maretti

Roony Bardghji var med det svenske U17-landshold, der spiller EM-kvalifikation. I fredags scorede han et mål og lagde op til et i en 8-0-sejr over Litauen, og i går skulle de have mødt Letland, men kampen blev aflyst på grund af corona-udbrud i den lettiske trup. Roony & co. møder Tjekkiet på onsdag, og det vides ikke, om Letlandskampen bliver spillet senere.

For vores U19-ligahold byder oktober på tre udekampe i træk for U19 (2.10 mod AGF, 23.10 mod Esbjerg og 30.10 mod Randers Freja FC), og næste hjemmekamp er først den 6. november mod Silkeborg IF.


U17 TABTE TIL OB
Efter to sejre i træk led U17 sæsonens andet nederlag, da de lørdag eftermiddag tabte 0-1 hjemme til OB. Holdet døjer med mange skader i øjeblikket, og i lørdags udgik anfører Oscar Winther Højlund allerede midt i 1. halvleg. Da havde holdet dog allerede skabt flere store chancer til at komme foran både 1-0 og 2-0, men skarpheden manglede, og som halvlegen skred frem, fik gæsterne mere og mere spil.

Efter pausen sad OB fuldstændig på kampen, men kunne kun passere Andreas Dithmer en enkelt gang på et hovedstød. Til allersidst kæmpede vi os godt tilbage og pressede på for en udligning, og det var ikke langt fra, at Dithmer headede bolden i mål, da han gik med frem på et hjørnespark i tillægstiden!

Andreas Dithmer
Andreas Dithmer med fremme på hjørne i tillægstiden. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Allerede på onsdag tager U17 imod Brøndby på Nummer 10, hvor der er kickoff kl. 17.00, og på lørdag går turen til Aarhus og en udekamp mod AGF kl. 15.45.

B1903 SLOG BRØNSHØJ
B1903 holder sig godt med i midterfeltet af Danmarksseriens pulje 1 efter lørdagens 3-2-sejr over Brønshøj Boldklub - en kamp, man godt kan kalde et traditionsopgør mellem to gamle københavnerklubber, som senest tørnede sammen i 1. division i 1989.

Vi giver også et skud ud til Brønshøj for at holde fanen højt efter nedrykningen til DS og stadig dække deres kampe flot på hjemmeside og sociale medier - og bl.a. også lave fine kampgrafikker som denne:

Brønshøj-B1903


Hvepsene som kom foran efter en halv time, men Marco Elver Hagesø udlignede lige før pausen, og straks i 2. halvleg bragte Gustav Holm 03'erne foran. Brønshøj udlignede 20 minutter før tid, men Johan Bendixen sikrede B1903-sejren i det 79. minut.

Lørdag kl. 13.30 skal B1903 en tur til Allerød.

KB TABTE TIL FA2000
Vores anden moderklubs bedste seniorhold har det mildt sagt svært efter nedrykningen til Serie 1, hvor holdet i lørdags tabte for sjette gang i træk, denne gang 0-5 til FA2000's 3. hold, som førte 4-0 allerede ved pausen. På søndag tager KB imod GVI kl. 16.00.

OLDBOYS-ÆG TIL UNION
KB/FCK's oldboys vandt i torsdags 6-0 ude over bundholdet Union, men ligger nr. 4 med ti point op til topholdet Hvidovre IF.

Netop Hvidovre er modstanderen i aften kl. 20.30 på KB's baner.