U17: Tre kampe og ni point

Som et led i historien om arbejdet med holdene på School of Excellence, så har FCK.DK haft fat i Jan Michaelsen, træner for U17-truppen for at høre hans version af hvordan det går i denne sæson.

 

Af Jan Eliassen

Det siger sig selv at med ni point efter tre kampe, så er U17 kommet fint fra start og talentudviklingen ser ud til at gå i den rigtige retning.

 

De første tre point kom mod OB på udebane, og det plejer at være en svær opgave, men det endte med en fortjent københavnsk sejr – hvor det først lykkedes at score sejrsmålet ca. 3-4 minutter før tid. Herefter blev der indsat tre point på kontoen efter en sikker 4-0 sejr på hjemmebane over Randers. I denne kamp kom FCK U17 godt fra start og fik hurtigt styr på det. Ikke at de spillede en perfekt kamp, men der blev arbejdet hårdt og der var kontrol over sagerne gennem hele kampen. Randers havde også enkelte chancer, men her var FCK’s keeper så klar med et par klasseredninger. Den seneste sejr kom ude mod FC Nordsjælland – der også var startet med to sejre ud af to mulige. Her var spillerne klar fra første fløjt, og fulgte gameplanen til punkt og prikke, og da FCK U17 allerede førte 2-0 efter syv minutter, så blev der spillet på FCK’s præmisser, og det hele endte med en sikker københavnsk 5-0 sejr.

 

Træner Jan Michaelsen siger om de første kampe:

 

- De tre sejre er en god belønning for den flotte indsats spillerne leverer hver dag til træning. De kan nu se, at det hårde arbejde giver pote, men vi ved der kommer modstandere der yder os større modstand. Vi skal huske på, at selvtillid er godt, mens selvtilfredshed er skidt. Vi skal have armene ned, og gå ind til hver kamp som det er en finale, udvikle spillerne og håbet er så, at vi næste sommer har 22 mand der er blevet bedre, og han fortsætter:

 

- På School of Excellence har vi et super træningsmiljø med fokus på at træne godt. Det betyder også at vi træner taktisk og mentalt – og jeg er stadig meget tilfreds med hvordan de arbejder. Vi flytter os hele tiden, det kan jeg se blot ved at kigge på de videooptagelser vi har af holdet, hvor der kan ses mærkbare ændringer. For drengene er det vigtigste, at de klør på i den daglige træning, for der er stadig ting der skal læres – specielt den taktiske træning. De skal også vænne sig til at den ”kampforberedende træning” er både offensiv og defensiv. Det er måske mindre sjovt end at spille fire-mod-fire, men det er vigtigt at automatikkerne kommer ind i drengene. Jeg tror en del af vores hidtidige succes skyldes, at vi har arbejdet så meget med konceptet.

 

Det er vigtigt for Jan Michaelsen, at det er FCK, der er det styrende mandskab:

 

- Vi skal blive spilstyrende, gerne mod alle hold i U17 Ligaen, og skabe chancer ud fra at vi er spilstyrende. Når der er kick-off, så skal man være klar – også på det taktiske felt. Det er jo sådan, at jo flere der er klar og modne til at suge til sig, jo nemmere bliver det fremadrettet at indpasse spillerne i U-truppen, og forhåbentlig videre i systemet. De mentale udfordringer er også en del af det at være professionel, man skal passe ind i både kollektivet og spilsystemet.

 

Efter tre sejre i træk, så ser Jan Michaelsen frem til næste kamp mod AaB:

 

- Vores næste kamp er i Aalborg, og vi tager derop for både at vinde og dominere mod AaB. Det pres er det ikke alle der kan håndtere, men det arbejder vi med, vi arbejder med spændingen, hvor vi gerne vil gøre det til en sjov kilden i maven – frem for det modsatte – men lykkes det, og lykkes mange af vores andre tiltag, så kan vi jo se at drengene vokser med opgaverne og udvikles som spillere – og det er jo mere eller mindre hvad det hele går ud på.

 

Kampen mod AaB spilles den 3. oktober klokken 1500 på AaB’s anlæg.