Tjekkiske Kralovec dømmer onsdag aften

Der er nu mindre end to døgn til vi ved, om det bliver til gruppespil i UEFA Champions League eller i Europa League. En af de personer der kan få afgørende betydning, er kampens dommer, den 35-årige tjekke Pavel Kralovec.

Af Jan Eliassen
F.C. København har som det eneste danske hold haft Pavel Kralovec som dommer i en europæisk kamp. Det var i foråret 2009, da F.C. København hjemme i PARKEN spillede 1/16-finale mod engelske Manchester City. 

Dengang fik F.C. København en god start, men desværre droppede Jesper Christiansen for en sjælden gangs skyld, og dermed var Manchester City i front 1-0. Ailton fik dog udlignet ti minutter inde i 2. halvleg, men blot fem minutter efter, så var City atter foran. I de døende minutter lykkedes det dog for F.C. København at få 2-2, da Vingaard headede bolden i kassen.

Så eneste kamp med Pavel Kralovec som dommer endte altså 2-2, og en gentagelse af dette resultat på onsdag, ville da være til at leve med.

Højest rangerede tjekkiske dommer
Pavel Kralovec er i UEFA dommersystem indplaceret i den næsthøjeste dommerkategori, Elite Development. Det gør ham til den højest placerede tjekkiske dommer, og han er da også steget i graderne, siden han i foråret 2009 dømte F.C. København mod Manchester City.

Dengang i 2009 dømte Pavel Kralovec ”kun” UEFA-Cup, men i den forgangne sæson fik han hele tre kampe i selve gruppespillet i UEFA Champions League samt en kvartfinale i Europa League.

Kampen på onsdag bliver den første europæiske kamp i denne sæson for Pavel Kralovec, men har var til gengæld i aktion under de olympiske lege i London. Ved OL fik han tre kampe, først Honduras mod Marokko (2-2), herefter Sydkorea mod Gabon (0-0) og til sidst semifinalen mellem Sydkorea og Brasilien, en kamp som brasilianerne vandt med 3-0.  

De øvrige dommere
Alle kampens seks dommere er fra Tjekkiet. Pavel Kralovec passer som sagt fløjten, og han får hjælp på de to liner af Martin Wilczek og Antonin Kordula. Kampens 4. dommer er Patrik Filipek.

De to bagliniedommere – eller Additional Assistant Referees – er Radek Prihoda og Michal Patak.

Da F.C. København i 2009 mødte Manchester City, der var Martin Wilczek også en af kampens liniedommere, mens Michal Patak var opgørets 4. dommer.