Ariël: - Tilfreds med resultatet

Ariël: - Vi havde chancerne

- Vi havde chancerne, og hvis Santin havde scoret efter tre minutter, tror jeg det var blevet svært for dem, men det var ikke nogen nem bold for ham, sagde cheftræner Ariël Jacobs efter 0-2-nederlaget til LOSC Lille efter forlænget spilletid. - Vi havde også andre chancer til det ene mål, der kunne have afgjort det til vores fordel, for på forhånd havde på forhånd ikke troet på, at de kunne score mod os tre gange, og det kom til at holde stik. Men vi mangler selv den sidste skarphed. Det er selvfølgelig nogle ærgerlige tidspunkter, de scorer på, for da de får det første lige inden pausen føler jeg ellers, at de er ved at få deres hjemmepublikum lidt mod dem.

Selv om skuffelsen over ikke at komme i Champions League-gruppespillet var stor, ville cheftræneren ikke høre tale om, at det skulle være et antiklimaks at spille Europa League.

- Nej, det er da fantastisk for alle hold at få den mulighed, men selvfølgelig kan vi ikke bruge det til så meget lige i aften. Men inden Brugge-kampene så det svært nok ud at komme til Europa League, og jo længere man når, jo sværere bliver modstanderne. Lille er et meget stærkt mandskab, men vi havde mulighederne lige til det sidste, og det skal vi være stolte over.??

Lodtrækningen til Europa League-gruppespillet finder sted på fredag, og som flere af spillerne konstaterede, vil det nok stikke lidt i hjertet, når der torsdag trækkes lod til Champions League-grupperne. Men det er bare om at komme op på hesten igen og fortsætte det gode spil, løverne har vist her i efteråret – og første gang der bliver mulighed for det er på søndag, når turen går til Odense for at møde OB.


Lars Jacobsen: Ubeskriveligt ærgerligt at vi ikke går videre.

- Vi startede med en kæmpe chance, en friløber til César hvor han skal score – men det gør han desværre ikke – og det skal han ikke klandres for – og han scorede jo i den første kamp. Vi havde jo chancer, så det er naturligvis ubeskriveligt ærgerligt, at vi ikke går videre.

- De var lige en tand skarpere end os, vi vidste det ville være svært at hamle os med deres fysik, Tulio er vel 5-10 cm højere end os. Men vi havde generelt godt fat, og tavlen med statistik viser også, at kampen var meget lige. Vi havde et let overtag til sidst, så ærgerligt vi ikke får prikket en ind. Vi spillede 90 plus 30 minutter, og der skal vi prikke en ind. Nu skal vi, og det er lidt svært lige nu, tage det med os, at vi spillede næsten lige op med et fransk tophold. Men måske den her kamp kom for tidligt, men vi er på vej den rigtige vej – og det er det positive for holdet.


Thomas Kristensen: Vi skulle have kendt vores besøgelsestid

- Vi blev sat under et andet pres i dag end i PARKEN. Vi kunne måske have lukket kampen efter tre minutter, for havde vi scoret var de blevet nervøse – og jeg har svært ved at se dem score tre mod os i dag. Vi skulle have kendt vores besøgelsestid. Vi lukkede nogle mål ind på nogle skidte tidspunkter, først i slutningen af 1. halvleg og så i slutningen af den 1. halvleg af den forlængede spilletid.

- Vi skabte 3-4 store chancer, og mere kan vi nok ikke forvente. Vi havde gerne skabte flere chancer, men vi må også have respekt for vores modstandere, der lagde et højt pres på os. Vi skulle have fået mere ud af vores kontraer, for vi havde chancerne til at score et mål.


Johan Wiland: Skuffende

- Skuffende. Meget mere er der ikke at sige til dét. De spillede meget bedre end sidst og lægger et højt pres på os, men det havde vi også forventet. Vi kæmper til det sidste og giver aldrig op, og vi har også chancerne, men... ja, lige nu er vi bare enormt skuffede.