Tingene kommer ikke af sig selv

Med 11 SAS-liga kampe spillet kan vi gøre en lille status efter en tredjedel af turneringen. Og uden omsvøb må det konstateres, at vi har en pointhøst og placering i ligaen, som ingen F.C. København tilhænger kan være tilfreds med. Det er spillere, trænere og ledelse i klubben heller ikke!

Det er let nok at pege på enkelte kampe, hvor vi lidt unødvendigt har sat point til, men resultaterne lader sig jo ikke ændre, lige meget hvor meget vi snakker om brændte chancer eller forsvarskiks. Vi skal kigge fremad. Et af de hold vi har tabt til i turneringens første tredjedel er søndagens modstander, Viborg FF. I en nærmest surrealistisk kamp på Viborg Stadion i august dominerede F.C. København kampens første time, og vi var med 2 glimrende mål på sikker sejrskurs. Men det lykkedes os på forunderlig vis at forvandle en sikker sejr til et 3-2 nederlag i kampens sidste halve time. Efterårssæsonens faste temaer - et ufatteligt misbrug af store og åbne chancer og et alt for gavmildt forsvar - var særlig tydeligt udstillet i denne kamp, i hvert fald set med F.C. Københavns øjne.

Der er derfor lagt op til, at vi skal have revanche for det resultat her i PARKEN, men det bliver svært. Godt nok har Viborg været beskyldt for meget, specielt i pressen, men ingen fodboldkender kunne være i tvivl om, at Viborgs spillertrup i de senere år har indeholdt mange kvalitetsspillere, men holdets middelmådige resultater i ligaen har på ingen måde afspejlet disse kvaliteter. Det ser ud til, at spillerne har fundet sammen som et hold i denne sæson, og Viborg kommer utvivlsomt til PARKEN med selvtilliden i orden. Dertil kommer, at vi ofte har haft betydelige vanskeligheder på hjemmebane netop med Viborgs stærke kontraspil, og det betyder at vore spillere skal gå på banen med ambitioner om at levere håndværk af højeste klasse. Det er ikke nok at tro, at tingene kommer af sig selv - sådanne kampe vindes ikke på auto-pilot!

Tidspunktet er kommet, hvor kvaliteterne i vores stærke trup skal give resultater. Jeg tror, vi kan forvente en seværdig fodboldkamp mellem to hold, med hver deres spillestil, som gerne vil stresse modstanderen. Forhåbentlig viser vi, at vi på dagen er det bedste hold.

Velkommen til topfodbold i PARKEN.

Med venlig hilsen

Niels-Christian Holmstrøm