Tillykke til Hjalte Nørregaard

Tillykke til Hjalte Nørregaard

Hjalte Nørregaard rundede endnu en milepæl, da han i søndags spillede sin kamp nummer 200 for F.C. København. Hjalte debuterede i foråret 2000, hvor det blev til syv optrædener på vores førstehold. Der skulle herefter gå mere end to år før vi så mere til den unge midtbanespiller, og først i efteråret 2002 blev det til yderligere syv kampe. I foråret 2003 begyndte Hjalte for alvor at bide sig fast på holdet og han deltog i sæsonens sidste tolv kampe. 

af Søren Naundrup Jensen

En af dem Hjalte altid vil blive husket for var da han den 18. juni scorede det afgørende mål på Brøndby Stadion - målet som så godt som sikrede os danmarksmesterskabet i 2003. I sæsonen 2003/04 og 2004/05 var Hjalte førstevalg, og i de to sæsoner missede han kun to kampe. I 2005/06 havde Hjalte en afstikker til hollandsk fodbold inden han i efteråret 2006 vendte hjem til barndomsklubben igen. Siden hjemkomsten har Hjalte som regel været blandt de udtagne, og i søndags rundede han kamp nummer 200 for Byens Hold. 

Udover at være blandt de nu otte spillere, der har rundet de 200 kampe for Byens Hold, så har Hjalte sat sit tydelige præg i F.C. Københavns historiebøger. I 1999 blev han kåret til årets U/18-talent, i 2004 blev han Årets Pokalfighter og i sæsonen 2004/2005 blev han Årets Spiller i F.C. København Fan Club. Hjalte er endvidere nummer ni på klubbens all time topscorerliste og den næstmest scorende midtbanespiller. 31 mål er det blevet til og med 11 straffesparksscoringer ud af 13 forsøg, så har han været en af vores mest sikre straffesparksskytter. 

Til trods for hans fysisk og placering på banen, så er Hjalte kendt for sin fair måde at spille på. Hjalte har aldrig fået et rødt kort og advarslen i søndags var blot gult kort nummer 31 i de 200 kampe. Hjalte er blevet en vigtig del af vores historie, og der skal lyde et stort tillykke med det han hidtidigt har præsteret. 

I forbindelse med onsdagens pokalkamp i PARKEN, vil Hjalte Nørregaard modtage blomster for sin flotte præstation.

 

Godt gået, Hjalte – et stort tillykke herfra.