Thorup: Vi mødte et klassemandskab

”Vi møder et klassemandskab i dag, men vi sad med en følelse af, at vi var meget godt med den første halve times tid, hvor ingen af keeperne havde nogen redninger, men så laver vi nogle personlige fejl, der prompte bliver straffet på det her niveau, og så er vi bagud 0-2 inden pausen.”

”Vi havde en stor chance lige efter pausen, hvor vi kunne være kommet tilbage i kampen, men set over de 90 minutter, så er der jo ingen tvivl om, at de vinder fortjent.”

”Deres niveau overrasker mig ikke, når man har set deres kampe i Bundesligaen og den trup, de møder op med både fra start og de voldsomme kvalitetsspillere, de kan skifte ind.”

”De har både høj individuel klasse og som hold, men vi havde gerne villet byde dem mere op til dans, end vi lykkedes med. Men det er kun ved at være på det her niveau, at vi udvikler spillerne til at tage de næste skridt.”

”Nogen i truppen har prøvet det før, og for andre er det helt nyt, og vi må hurtigst muligt tage de ting ud af kampen, som vi skal arbejde med, og som vi kan bruge både i Superligaen og i de næste kampe i gruppen.”

Christian Sørensen fik debut, da han mod slutningen kom ind på venstre kanten, mens Zeca blev taget ud, og det forklarede Thorup således:

”Christian har nogle offensive styrker, som vi allerede før kampen havde talt om at bruge, og da Zeca begyndte at se træt ud efter at have kæmpet hårdt, så besluttede vi at prøve at få mere gang i vores offensiv. Zeca gik ud, Claesson gik ind som 8’er, og Christian Sørensen kom ind på kanten, hvor han jo har spillet i mange sæsoner, så det er ikke nyt for ham.”

”Senere satte vi også Boilesen ind, for dels bad Khocholava om at komme ud, og dels har Boile også nogle kompetencer i forhold til at komme længere frem på banen og sætte noget mere sammen.”

”Jeg tror stadig på, at vi kan udrette noget i den her gruppe, selv om vi er oppe mod skrappe modstandere, men i dag vi må bare være realistiske og konstatere, at vi bare møder et markant stærkere hold,” sluttede Jess Thorup.