Jess Thorup

Thorup: Skal ride videre på selvtilliden fra SønderjyskE-sejren

Søndag eftermiddag gæster AC Horsens Parken, og Jess Thorup satser på at fortsætte de lovende takter fra sidste spillerunde.



Smil på læberne siden i søndags
”Sejren over SønderjyskE har gjort en stor forskel. Allerede da vi mødte ind mandag morgen så man jo smil på spillernes læber, og vi havde en god snak om tingene. De gav udtryk for deres glæde over måden, vi spillede på og deres indbyrdes relationer og indsats. Det giver os tro på, at vi tog et skridt i den rigtige retning, men det var kun én ud af forhåbentlig mange sejre,” siger Jess Thorup og fortsætter:

”Det store selvtillidsboost fra i søndags skal vi ride videre på, men vi er 100% bevidste om, at der skal meget mere til, før vi er, hvor vi vil være. Den næste kamp er altid den sværeste, og hvis vi ikke præsterer som sidst, så bliver det også svært mod Horsens,” siger Jess Thorup.

Revanche til gode
Løverne har faktisk tabt de to seneste opgør mod AC Horsens i Parken med henholdsvis 0-1 i marts i år og 1-2 i sæsonpremieren i 2018. Den stime skal stoppes, men det kræver samme solide indsats som i Haderslev:

”Det bliver en udfordring, for det lader til at Horsens har fundet tilbage til deres dyder med meget direkte spil og dueller. Det skal vi være klar på, og det handler om at få kampen over på vores præmisser. Det lykkedes os mod SønderjyskE, hvor vi tog teten og fik spillet vores eget spil med masser af pres, bevægelse og god boldomgang."

Optimist trods corona-afbud
Til kampen mod AC Horsens må løverne undvære seks mand på grund af Covid-19, men det skal et hold som FCK kunne klare ifølge cheftræneren.

”Der er rigtig mange udefrakommende ting, der påvirker vores ageren og laden, og giver os et ekstra pres. Om det er klagesager eller corona eller andet. Men det er sådan det er lige nu, og det tror jeg bare gør os stærkere og styrker sammenholdet dybest set. Vi har en god og bred trup med mange unge spillere, der vil ind og bevise sig, så vi skal nok stille et slagkraftigt hold,” lyder det fra Jess Thorup.



Kampen mod AC Horsens fløjtes i gang i Parken kl. 16.00 og kan ses direkte på Canal 9/Dplay.