FCK-fans uden for Parken

Test af nyt kø-system til Sektion 12

Til torsdagens store europæiske aften mod PSV i Parken tester vi et nyt kø-system ved indgangene til Sektion 12.

Formålet er at undgå en del af de problemer, der har været med køer og pres på indgangene i kølvandet på den store fremgang i antallet af fans på tribunen.

"Vi ved, at det har medført frustrationer for både vores gæster og os selv, at køerne og indgangene ikke har fungeret, som vi ønsker det," siger Jacob Lauesen.

"Det skal være en god og sikker oplevelse at komme i Parken, og derfor forsøger vi nu nogle nye veje, der skal give alle en bedre oplevelse."

Konkret betyder det, at vi både ændrer i opsætningen af adgangen til indgangene og øger antallet af personale til visitering og scanning af kort og billetter.

"Det er første gang, vi prøver det, så der er helt sikkert ting, der ikke lykkes perfekt," siger Jacob Lauesen.

"Samtidig har vi brug for jeres hjælp til at få både køer og indgang til at fungere bedst muligt. Derfor opfordrer vi alle til at opretholde en god køkultur og respektere personalets arbejde, da de er der for at hjælpe alle godt og sikkert ind til en fed aften, som vi alle glæder os til," siger Jacob Lauesen.

- - - -

Vi opfordrer til at komme i god tid til kampen, da Sektion 12 heldigvis igen er udsolgt. Portene åbner kl. 16.45, to timer før kampstart.

Fanshoppen er også åben lige til kick-off samt efter kampen.

Officielt FCK-PSV halstørklæde