Stille dag på Peter Bangsvej

Tirsdagens træning blev sat i gang klokken 10.00 på bane 1 på KBs anlæg. Jacob Laursen var syg, Niclas Jensen, Magnus Kihlstedt og Rune Pedersen var alle med deres respektive landshold, og dem der skal spille senere i dag i Ørestads Cuppen, skulle først møde op senere på dagen.

Det betød en noget slank trup ude på træningsbanen, da Lønstrup, Pascal, Peter Christiansen og Heine alle blev behandlet for deres skader. Desuden var Kent Karlsson hjemme hos familien i Sverige, så Carsten V. Jensen stod for træningen.

Efter weekendens nederlag til Esbjerg, blev der dikteret afslutninger. Her viste specielt Thomas Rytter stor styrke med flere flotte scoringer men både Benny Gall og John Rydahl var også mange gange på pletten med gode redninger.

I aften spiller Ørestadsholdet som sagt mod Herfølge klokken 18 i Herfølge. Her bliver det blandt andet spændende at følge Todis "comeback".