Jens Stage

Stage: Fuldt fokus på Lyngby-kampen

Jens Stage spillede en central rolle i tirsdagens store kamp i Beograd, hvor vi spillede 1-1 efter Jonas Winds iskolde straffesparksscoring.

Der er dog ikke meget tid til at nyde det flotte resultat, for allerede fredag aften venter en ny opgave, når Lyngby gæster Telia Parken i 3F Superligaen.
 
Nu fylder kun én ting
”Vi glædede os selvfølgelig over præstationen på vej hjem i flyet og snakkede lidt om den til træningen i dag, men nu fylder kun én ting: en sejr mod Lyngby,” siger Jens Stage.

Jens blev matchvinder i Haderslev, da holdet i lørdags hentede den fjerde Superligasejr ud af fire mulige:
 
”Vi har resultatmæssigt fået en perfekt start, selvom vi er mange nye på holdet."

"Jeg synes også, at vi hele tiden løfter os spillemæssigt og skaber rigtigt meget offensivt, selv om der bliver roteret lidt på holdet og nogle af os lige skal helt på plads i den måde, vi spiller på."

"Den proces går super godt, og vi har mange dygtige spillere, og især nogle erfarne spillere som Zeca og N´Doye, som virkelig er gode til at vise vejen. Det er en stor hjælp for os nye.”

Ser frem til at spille i Telia Parken igen
”Jeg glæder mig altid til at spille hjemme i København, det er bare en fed oplevelse! Vi skal ud og fortsætte den gode udvikling, vi er inde i og gå ubetinget efter en sejr mere."

"Lyngby har vist tænder i starten af sæsonen og har alt at vinde mod os. Derfor kræver det fuldt fokus og koncentration fra vores side for at vinde kampen."

"Vi har dog også en stor tro på egne evner, og hvis vi arbejder som vi skal og udnytter de individuelle kvaliteter, vi også har på holdet, så skal vi vinde kampen,” slutter Jens Stage.
 
>> Du kan sikre dig plads fra 100 kr. lige her