Jens Stage

Stage før FCM: Fantastisk symbiose mellem fansene og os

Jens Stage er ligesom holdet flyvende for tiden og glæder sig efter tre udekampe i træk til braget mod FC Midtjylland i Parken på søndag.

"Det bliver virkelig en fed kamp! Udsolgt i Parken og masser af tilskuere og larm på lægterne, det er sådan det skal være. Så bliver det fedt uanset hvem, vi spiller imod. Det kommer helt sikkert til at løfte os at mærke den enorme opbakning," siger Jens Stage og fortsætter:

"Der er en fantastisk symbiose mellem fansene og os, og det har der faktisk været hele sæsonen. Vi leverer på banen, og de leverer i den grad udenfor banen - uanset hvor vi spiller faktisk. Det er utroligt at opleve, og jeg kan næsten ikke vente med at gå på banen på søndag i Parken."

Største test
Løverne kan tage den 10. sejr på stribe, men Stage forudser den hidtil hårdeste test for holdet hidtil i sæsonen.

"FC Midtjylland er nok den stærkeste modstander vi har mødt indtil nu. Det bliver en god indikator for, hvor langt vi er kommet som hold. Men det ser godt ud for os netop nu. Vi er stabile i præstationerne både defensivt og offensivt, scorer på vores chancer og samtidig giver ikke meget væk. Så vi skal bare fortsætte takterne."

Kan komme i eksklusiv målklub
Med målet i Slovakiet har Jens Stage scoret i fire kampe på stribe. To spillere deler klubrekorden med mål i fem kampe i træk - Christian Lønstrup og Federico Santander.

"Det ville da være et flot selskab at havne i. Men det kræver nok, at nogen serverer den på et sølvfad til mig ligesom i går aftes," griner Stage med henvisning til Pep Biels frispilning til ham foran et tæt på tomt mål.

"Det passer mig fint at spille på højrekanten, hvor jeg kan hjælpe med lidt af hvert - og hele holdet fungerer bare. Uanset hvor folk spiller henne, så præsterer de. Og det kommer også mig til gavn," forklarer Jens Stage.

Kampen mod FC Midtjylland fløjtes igang kl. 18.00 søndag. Vi minder endnu engang om at komme i god tid, da der både er halvmarathon og stort vejarbejde i området omkring Parken. Og vi bliver som bekendt rigtigt mange mennesker til kampen!

>> Læs mere om trafikken søndag

>> Over 30.000 er unikt til en Superliga-kamp i september