Ståle Solbakken extends FCK contract

Ståle: Vi skal back on track

Siden 2008 har løverne haft et solidt tag på AaB i Telia Parken med 11 sejre og 1 uafgjort i de seneste 12 Superliga-kampe - og en målscore på 31-1! Men kan vi bruge det til noget positivt på søndag, eller er det snarere en falsk tryghedsfornemmelse?

- Vi kan ikke bruge det til noget, lyder det kort og kontant fra Ståle. - Der kommer hele tiden nye spillere på begge hold, så det er ny kamp hver gang. AaB har også fået ny træner i år, og selv om han bygger videre på det fundament, som Kent Nielsen skabte, så har de hidtil været meget svingende og haft både gode og dårlige præstationer.

- For os handler det om at komme “back on track”, for vi har fået for få point, selv om vi har spillet godt og haft chancerne. Nu har vi tre hjemmekampe på en uge, men vi tager én kamp ad gangen, og det kan heller ikke nytte, at vi graver os ned i et sort hul, hvis vi ikke vinder på søndag. Men selvfølgelig går vi 100 % efter sejren, fastslår Ståle.

Først i torsdags havde trænerstaben hele truppen samlet, efter at ti mand havde været afsted med deres respektive landshold. Nogle var lidt slidt, men ingen kom hjem med skader, og til gengæld er Benjamin Verbic blevet sin skade kvit og er aktuel til truppen mod AaB.

Bashkim Kadrii - der ligesom Verbic spillede med i den interne træningskamp i tirsdags - er endnu et stykke fra at være klar til førsteholdet, og det gælder også for Danny Amankwaa, som dog er begyndt at spille med til træningen. Det kan Pelle Nilsson endnu ikke efter sin knæskade mod FC Nordsjælland, men det har dog tyndet ud i skadelisten i forhold til i foråret.

A propos skader, så valgte Paraguays landsholdsstab at se bort fra Federico Santander sidste weekend, hvor han ellers var rejst hele den den lange vej til Chile. Men da han havde lidt ømhed i lysken, valgte de ikke at bruge ham og sendte ham i stedet tilbage til København, hvor han landede i mandags. Han var dog ikke mere medtaget end, at han spillede hele træningskampen i tirsdags, hvor han også scorede begge målene for det hold, der vandt 2-1.


>> Køb billet til AaB-kampen her

>> Husk at tjekke søndagens særlige adgangsforhold omkring Telia Parken