Ståle: - Man må tage nogle chancer...

Ståle: - Man må tage nogle chancer...

 

Ståle Solbakken vandt her til aften sin sejr nummer 100 i Superligaen som træner for F.C. København, men det var dog ikke noget der betød det store for nordmanden. Han ville til gengæld hellere tale om vigtigheden i at spare spillerne, samt at F.C. København generelt klarer sig rigtig godt i runden efter, at de har været ude og spille europæisk fodbold.  

Af Jan Eliassen

Men først havde Ståle Solbakken et par kommentarer om aftenens kamp mod Randers FC: 

- Vi spiller nok for langsomt, og vi har også en del boldtab. Det fører til, at Randers får nogle gode kontraer – men vi er gode i returløbet og klarer det godt hver gang. Samtidig misser vi også alt for mange nemme bolde fremover, og samlet set koster det os alt for mange kræfter, og det var egentlig ikke hvad vi havde brug for i dag. 

Der var ændret en smule på startopstillingen i forhold til opgøret i Athen, og om dette sagde Ståle: 

- Hvis vi vil begå os i flere turneringer, så er man nød til at tage nogle chancer hist og her med startopstillingen. Tag nu som eksempel William Kvist. Hvis jeg var sikker på, at han ikke skulle spille landskampe for Danmark, så havde han nok spillet hele kampen i dag - men nu tror jeg, at han skal spille landskampe, og derfor får han ikke fuld spilletid i dag. Men det at have landsholdsspillere er jo en del af gamet, og selv om der er snart er kampe mod både OB og Barcelona, så må vi jo blot håbe på, at alle vores landsholdsspillere kommer helskindede hjem. 

At F.C. København ikke har smidt point nationalt efter de europæiske kampe, overrasker ikke rigtig cheftræneren:

- Jeg synes, at vi gennem alle årene har været gode til at spille nationale kampe efter at vi har været ude og spille europæisk. Faktisk tror jeg næsten, at vi er bedre til det end rigtig mange af de rigtig store hold i Europa.

En af de spillere der blev sparet en smule i dag, var William Kvist, og han havde denne kommentar til dagens dyst: 

- Til at starte med må jeg sige, at man ikke helt kan sammenligne en kamp som den her, med vores kamp mod Panathinaikos. Kampen mod Randers ligner nok mere de to kampe vi har spillet her i PARKEN mod AaB og Silkeborg - men i modsætning til de to uafgjorte kampe med dem, så får vi i dag de tre point, og det synes jeg nu er fortjent nok. Vi spiller nok ikke i det højeste gear, men vinder alligevel - og vi kan kun være tilfredse med den start vi har fået i alle de turneringer vi er med i. Der er stadig langt vej hjem, vi har intet vundet endnu, men vi kan kun være tilfredse med vores præstationer på nuværende tidspunkt.


Martin Vingaard: Vi får de tre point

- Vi rammer nok ikke vores topniveau i dag, men vi får de tre point, og de er vigtige nok. Det er jo også godt, at man kan vinde, og tage alle tre point, de dage hvor man ikke spiller op til sit allerbedste.

Dame N'Doye: Randers klarede sig rigtig godt defensivt

- Vi prøvede så godt vi kunne at få fart i vores spil, men Randers klarede sig rigtig godt defensivt - men vi vandt, jeg fik scoret og det er jo altid godt.

William Kvist: Vi får de tre point, og det synes jeg nu er fortjent nok

- Jeg havde lidt problemer med min læg, men det er også nu vi skal vise, at vi har en bred trup. Andre skal også have plads, for det er jo vigtigt at have alle man skarpe - det holder folk i gang.