Ståle: Håber det bliver så tæt og lige, at vi kan få et godt resultat

Spillerne træner her til aften under taget på det nye og imponerende Skt. Petersborg Stadion, og på det forudgående pressemøde gav Ståle traditionen tro sit syn på morgendagens opgør:

"I perioder af kampen får vi det svært og skal kunne stå imod deres tryk og følge med tempoet. Men jeg håber også på perioder, hvor vi har bolden, og at vi kan skabe nogle chancer. Og vi får nok ikke så mange, så vi skal udnytte dem vi får," vurderede Ståle på aftenens pressemøde på det nye og imponerende Skt. Petersborg Stadion.

"De vil nok have bolden mere end os og flere chancer, men dermed ikke sagt de vinder. Jeg håber, det bliver så tæt og lige, at det ikke er usandsynligt, at vi kan få et godt resultat."

"Det sjoveste er jo, hvis vi stadig har noget at spille for inden den sidste kamp. Men uanset resultatet i morgen er jeg tilfreds med vores europæiske kampagne dette efterår. Der er kun én kamp, der ikke gik som vi ville, og det var hjemmekampen mod Slavia. Et hold, som nok viste sig at være bedre end alle troede. Men "fejlen" i gruppen er, at Bordeaux ikke har taget ret mange point fra de andre hold."