Ståle: - Det gør ondt

Ståle: - Det gør ondt

Det var en utrolig fåmælt og skuffet Ståle Solbakken, der mødte pressen efter lussingen mod Aberdeen. Aftenen kunne være blevet historisk set med FCK-øjne, men i stedet endte det hele med en stor, stor skuffelse – og det kunne tydeligt ses på F.C. Københavns cheftræner. Først og fremmest oplevede han to fuldstændigt forskellige halvlege.

- Det var som om der var to kampe i én. Vi har kontrol i første halvleg og starten af anden halvleg, men efter Aberdeens føringsmål var det op ad bakke, og vi tabte simpelthen hovederne. Kampen var jo langt fra ovre, men vi formår slet ikke at hive os op hverken mentalt eller fysisk. Resten kunne I jo selv se, men de sidste 35 minutter var de værste i min tid som træner for F.C. København, sagde en dybt mærket cheftræner, der også huskede at give ros til det vindende hold:

- Aberdeen er et stærkt hold og det vidste vi, da vi har set flere af deres kampe. Og selvom vi var dårlige, så vil jeg ikke tage noget væk fra dem – de gjorde det godt, konstaterede Ståle, inden han begyndte at reflektere over nederlaget og efterårssæsonen:

- Man kan diskutere hvor fejlen i dagens nederlag lægger. Det er mit ansvar som cheftræner at sammensætte holdet korrekt, og jeg vil aldrig skyde skylden på individuelle fejl. Man vinder og man taber som hold. Og jeg kan med garanti sige, at der var ingen der undervurderede Aberdeen.

- Nogle spillere har været ramt af skader og generel slitage, og det har måske være mere markant end man lige har kunnet forestille sig. Sådan noget forplanter sig, og vi spiller med hovedet under armen i de sidste 35 minutter og lignede simpelthen ikke noget fodboldhold efter de kom foran 2-0, sagde Solbakken inden han rundede af:

- Jeg har aldrig før oplevet sådan noget med det her hold – det gør ondt, sluttede en særdeles skuffet cheftræner af inden turen gik til lufthavnen og hjem til en – trods alt – fuldt fortjent juleferie.


Michael Gravgaard

- Vi tabte klart og der var dybt utilfredsstillende. Vi var der ikke i dag og underpræsterer i sådan en grad. Vi kan kun kigge indad og kigge på den lærestreg vi fik i dag – intet kommer gratis og slet ikke når vi er så langt, langt under vores normale niveau. Første halvleg er godkendt på grund af resultatet. Man må forvente meget mere og det der skete i aften må ikke ske. Vores evner rakte ikke i dag, men nu vil jeg heller ikke sige mere, før jeg kommer til at bruge nogle ord som ikke tåler tryk!

Jesper Christiansen

- Vi taber det hele på den anden halvleg. Det er ikke sjovt lige nu, og det er min største skuffelse i den tid jeg har været her i klubben.

Marcus Allbäck

- Det er den mest triste måde at gå på ferie på. Det første mål kan man ikke gøre noget ved og det tredje er et selvmål. Så bliver det svært når man er 3-0 nede og der mangler tyve minutter. Aberdeen viser stor karakter, men vi viste også at et føringsmål til dem formentlig ville løfte dem. Men lige nu er jeg faktisk lidt tabt for ord…