FCK spillerbussen ved Nummer 10

Spillere og stab på teambuilding

Fra torsdag morgen til lørdag morgen var truppen og trænerstaben på en teambuilding-tur, der blev arrangeret som en delvis erstatning for den aflyste træningslejr i Portugal.
 
”Det har hele tiden været vigtigt for os at være mere sammen i længere tid og på en anden måde, end når vi er sammen til den daglige træning på Nummer 10,” fortæller Jess Thorup.
 
”Både for at lære hinanden bedre at kende, men især også for at få mere tid til at tale om ’den nye start’, vi er i gang med, og som i sidste ende skal indfri vores sportslige ambitioner.”
 
Christian Engell, Head of People and Culture, stod for udformingen af programmet:
 
”For at få de bedste rammer så gav vi spillerne nogle spændende og anderledes oplevelser, hvor de også kom lidt ud af deres comfort-zone, men stadig på en tryg og sikker måde, både i forhold til Covid-19 og i forhold til at undgå skader, sygdom m.m.”
 
”Spillerne og staben var inddelt i små grupper, som undervejs løste en række forskellige opgaver og samlede point til en samlet konkurrence. Men det handlede ikke kun om at konkurrere og vinde, men også om at grupperne undervejs reflekterede og drøftede forskellige temaer,” tilføjer Christian Engell.
 
Gruppen tilbragte halvandet døgn i det fri, hvor vejret heldigvis var fint det meste af tiden, bortset fra lidt natteregn, mens deltagerne overnattede i enkeltmandstelte. Herefter sluttede turen med gruppearbejder, middag og overnatning på Hotel d’Angleterre fra fredag til lørdag.
 
”Der er mange indtryk, der skal fordøjes i den kommende tid, men umiddelbart er jeg meget tilfreds med udbyttet, og at vi opnåede det, som vi gerne ville opnå med turen,” siger Jess Thorup.
 
”Det var en tur, hvor spillerne både lærte hinanden at kende i nogle uvante rammer, men hvor de også fik god tid til at tale om det, som er vigtigt for dem. Jeg mærkede virkelig et stort engagement og en høj ansvarlighed i forhold til at byde ind med tanker og ideer. Jeg er sikker på, at disse dage har styrket sammenholdet i gruppen og skabt et stærkt fundament, så vi står bedre rustet til forårets kampe, men det er klart, at vi også skal arbejde videre med det i hverdagen.”
 
”Allerede i næste uge tager vi et par dage på hotel lidt uden for byen, så vi i fællesskab kan samle op på turen og bearbejde indtrykkene, ligesom vi også har nogle mere fodboldtaktiske ting på programmet,” siger Thorup.
 
I dag er truppen tilbage på træningsbanen på Frederiksberg, og her træner de også mandag og tirsdag, inden vi onsdag spiller to træningskampe mod AGF på en af banerne på anlægget.
 
Disse kampe spilles kl. 11.00 og 13.15, og vi planlægger igen at streame dem på vores Facebook-side.