Smal arbejdssejr på Santander-scoring

Smal arbejdssejr på Santander-scoring

Vi stillede for niende gang i sæsonen med både Corner og Santander i angrebet – hidtil var det blevet til 5 sejre, 1 uafgjort og 2 nederlag, og i dag blev det til endnu en sejr, da Corner headede en bold ned mod mål, og Santander ekspederede den det sidste stykke i nettet.

OB sendte spiller nr. 31 på banen denne sæson i form af den to meter høje stopper Frederik Tingager, mens den kommende FCK’er Rasmus Falk samt Oliver Lund måtte afsone en spilledags karantæne. Og fynboerne fik frisk til sagen fra starten, men det varede nu ikke længe, før vi satte os godt på kampen. Overraskende godt, kan man sige, i betragtning af, at det var den tredje hårde kamp på en uge. Og allerede efter seks minutter var Corner centimeter fra at pande et Ludwig-indlæg i nettet, men bolden strøg forbi stolpen på den gale side.

Siden kontrollerede vi kampen godt, omend opspillet måske var en anelse langsomt nogen gange, så vi ikke fik omsat spilovertaget til gennemførte angreb. Men OB stod også godt og solidt og lurede desuden hele tiden på kontraer, og den pågående Anders K. Jacobsen havde også et par løb, som dog ikke førte til afslutninger.

I stedet skabte vi en stor mulighed lidt efter den halve time, da Santander brysttæmmede en bold ned i feltet, hvorefter Nicolai fikst trak sig fri og havde helt frit skud, men bankede den over med venstreskøjten.

Men fem minutter før pausen fik vi den vigtige første-scoring, der også skulle vise sig at blive den eneste. Delaney - månedens Alka Superliga-spiller i april - afdriblede 2-3 mand i feltet og slog en fornem tværbold til Corner, som han headede mod mål, og inde foran snød Santander OB-keeper Myklebust ved at prikke den det sidste stykke forbi ham.

Toutouh varmede op i pausen, og kom hurtigt på banen i 2. halvleg i stedet for en tydeligt træt Nicolai, som også havde slået en tå. OB kom meget bedre med i kampen efter pausen, nok også i takt med at trætheden så småt meldte sig hos vores spillere. Jonasson kom på OB’s første hjørne i kampen til et hovedstød, men sendte den dog forbi, og lidt efter var der ved at være optræk til noget, mens Delaney stod ude på sidelinien og ventede på at komme ind efter at have været til behandling. Der var stor frustration i FCK-lejren over, at det trak ud, så vi måtte spille 10 mod 11, men heldigvis blev det ikke kostbart.

OB dominerede mere og mere spillemæssigt, men kom kun til én virkelig stor chance, da Skulason kom på skudhold lige uden for feltet, men Robin afværgede hans kanonskud med en fremragende refleks. Vi havde enkelte kontraløb i den anden ende, og Santander havde også et nærgående hovedstød på et Ludwig-hjørne, men generelt koncentrerede vi os om at fighte føringen hjem, hvilket også lykkedes til UG, kryds og slange.

Kaptajn Delaney gik igen forrest med syngende tacklinger, og det er egentlig imponerende hvor mange kampe, han har spillet med en karantæne hængende over hovedet i tilfælde af flere advarsler. Verbic må derimod stå over på torsdag mod AaB for det gule kort, han pådrog sig tidligt i kampen.

Holdet: 31 Robin Olsen – 22 Peter Ankersen, 25 Mathias Zanka Jørgensen, 5 Erik Johansson, 3 Ludwig Augustinsson – 7 Benjamin Verbic (83.: 20 Christoffer Remmer), 6 William Kvist, 8 Thomas Delaney (anf.), 10 Nicolai Jørgensen (47.: 24 Youssef Toutouh) – 19 Federico Santander (75.: 9 Bashkim Kadrii), 11 Andreas Cornelius

Ikke benyttet: 28 Thomas Kaminski, 2 Tom Høgli, 32 Danny Amankwaa, 34 Marcus Mathisen.